ALFA og OMEGA                                             

---

Et  program i Lynge Kirke

I Lynge kirke malede den navnkundige Isefjordsmester omkring 1480 adskillige kalkmalerier. Man ser dem nu i hele korhvælvet og korbuen i en udmærket restaurering, udført 1904-6 af konservator Eigil Rothe.

Senere undersøgelser har vist, at Isefjordsmesteren også har malet i selve skibet. Bl.a. har man fundet fragmenter af et stort dommedagsbillede på skibets vestvæg. Det og andre billeder var imidlertid for fragmentariske til at stå fremme og måtte overkalkes på ny. Men af resterne kunne man se, at dommedagsbilledet har lignet det, Isefjordsmesteren udførte i vestenden af Over Draaby kirke i Hornsherred, og som for nylig blev fremdraget: Verdensdommeren har skuet over kirken, de frelste har han haft på sin højre side, altså mod syd, og de fortabte på sin venstre, mod nord.

Kalkmalerierne i Lynge kirke hører ikke til dem, man drager på valfart for at se. Men for nogle år siden åbnede de mine øjne for, hvor raffineret den anonyme, gamle mester arbejdede for at bringe nogle forestillinger til udtryk simpelthen ved at udvælge bestemte motiver og placere dem i et specielt forhold til hinanden. Det var et fascinerende billedsprog at lytte til, og jo mere jeg brugte mine øjne, des stærkere blev min beundring for ham og for andre gamle billedmestre fra hans tid.

Når De læser disse linier og forstår, hvad der skrives, skyldes det, at jeg bruger nogle streger - bogstaver - som jeg sætter efter hinanden på en linie i små grupper - ord - hvis betydning er velkendt. Et kalkmaleri består også af en del streger (samt farver), der kan opfattes som bogstaver og sales til et billede, hvad der svarer til et ord. Hvert billede kan betragtes for sig og give god mening, ganske som et enkelt ord kan det. Men man kan også satte flere billeder sammen, så de bliver til et udsagn med mening i - det svarer til, at man føjer ord sammen til en sætning. Man kan anbringe disse billeder lige ved siden af hinanden, som man sætter ord efter hinanden på en linie. Det gøres undertiden i kalkmaleriet, men her har man væsentligt flere muligheder for at udtrykke sig, end når man kun bruger bogstaver, ord og linier. En hovedperson kan f.eks. males i kraftigere farver og med større figur end bipersoner, og hans betydning kan markeres ved en central placering i billedfeltet. Sådan kan fladen udnyttes, men selve rummet kan også tages i anvendelse. F.eks. kan motiver, der af en eller anden grund hører sammen, anbringes lige over for hinanden - måske i en nordkappe og en sydkappe – eller adskilt, eventuelt i hver sin ende af kirken. Hvis mestrene var rigtig drevne - og det var flere af dem - brugte de adskillige af disse muligheder samtidig, og endnu flere end dem, der er anført her. Et så underfundigt billedsprog kan variere en hel del fra mester til mester, og man kan kun komme til at forstå det ved at analysere hver enkelt mesters udførelse, udvalg og placering af motiverne.

I korets østkappe i Lynge kirke sidder Vorherre klædt i en prægtig kappe med jordkloden hvilende i skødet og sin højre hånd løftet velsignende. Ved ham ses to skriftbånd med latinske bibelcitater. På det øverste læses "Ego sum Alpha et O", (Jeg er Alfa og Omega; Johannes åbenbaring f.eks. kap.l, vers 8.)  Fortsættelsen i den latinske bibel lyder: begyndelsen (principium) og enden, siger Gud Herren, som er, som var og som skal komme, den Almægtige) og på det nederste "In principio creavit Deus coelum et terram" (I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden) (l. Mosebog 1,1). Rundt om Vorherre ser man noget af det nyskabte i verden, nemlig sol, måne, forskellige dyr ved en skov, nogle fugle og fisk, ja endog en havfrue, der løfter hænderne i tilbedelse. Den bibelske fortælling fortsættes i sydkappens midterste bånd med to fremragende billeder af Adams og Evas skabelse (fig.2) - man kan næsten se, at Vorherre undseligt slår blikket ned ved synet af det vidunderlige væsen, han har skabt ud af Adams side. Ovenover ser man Vorherre føre Adam og Eva rundt i Paradisets have (fig.3). Han peger på en gruppe træer og viser åbenbart, at der er nogle af dem, de ikke må spise af. Denne scene er tydeligt nok større end de to foregående og af en eller anden grund altså mere væsentlig. Den og de to foregående scener er forsynet med korte, forklarende indskrifter på latin.

Historien fortsætter nederst mod syd i vestkappen, hvor slangen med krone på sit menneskehoved forfører Eva til at spise den forbudne frugt. De tragiske følger ser man lige ovenover i kappens hovedmotiv (fig.4): syndefaldet er sket, slangen snor sig om træet, Adam og Eva er ved at spise af æblerne og skjuler deres nøgenhed med bladduske. Vorherre er i færd med at forhøre dem, og ordvekslingen følger nøje den skrevne beretning i den latinske bibel. Men derpå kommer noget mærkeligt: historien fortsætter ikke nederst i vestkappen mod nord, men øverst i selve nordkappen med det store og væsentlige billede af englen, der driver Adam og Eva ud af Paradiset (fig.5, øverst). Det sker med ordene: "Ite maledicti ad fodiendam terram" (Afsted, I forbandede, ud at dyrke jorden), og man vil bemærke, at de to første ord er ganske de samme, som Kristus i dommedagsscenen retter til de fortabte, der må vandre til Helvede (Ite maledicti in ignem eternam - Af sted I forbandede, til den evige ild). Åbenbart er uddrivelsen af Paradiset her vist som den første dom til fortabelse i denne verden.

For at finde historiens fortsættelse må vi se tilbage på vestkappen, hvor man nederst mod nord ser en lille, noget udvisket scene med Adams og Evas møjsommelige jordeliv. Beretningen går videre i det mellemste bånd i nordkappen, hvor man under den store uddrivelsesscene ser Abel, der myrdes af Kain med en asenkæft (se fig. 5, nederst til venstre) - det store dyr på bålet i midten er det lam, som Abel netop har ofret. Derpå springer man langt frem i historien nemlig helt til Noah, der af en engel far besked om at bygge arken, der skal frelse ham og hans slægt fra syndfloden (fig.5, nederst til højre). Denne ark er tydeligt nok formet som et kirkehus. De bibelske scener i koret slutter i østkappens nederste band lige under Skaberen med et noget fragmentarisk maleri af bebudelsen: Englen forkynder Maria, at hun skal undfange og føde Kristus (se fig.l, nederst til venstre). 

I hovedtrækkene er der altså overensstemmelse mellem gangen i den bibelske fortælling og disse kalkmalerier. Malerierne fortæller skabelses- og frelseshistorie, og man ser begivenhederne afmalet omtrent i den raekkefølge, de er sket. Men kun omtrent. For åbenbart er der intet fast og skematisk i den måde, den gamle maler anbringer sine mange motiver på for at få alt væsentligt med. Han bevæger sig frem og tilbage og op og ned så den konsekvente, sideordnede rækkefølge brydes. Mest iøjnefaldende er det, at uddrivelsen er taget ud af det historiske forløb og placeret på en fremtrædende plads øverst i nordkappen. Vi ville have ventet, at den var anbragt før, måske nederst i vestkappen mod nord. Hvad er forklaringen på dette brud i den naturlige fremstilling?

Når man står i kirken, kan man tydeligt se - hvad der også fremgår af skemaer og fotografier - at de to store og centralt placerede motiver i sydkappen og nord-kappen indholdsmæssigt svarer godt til hinanden (se den skematiske tegning ovenfor). På det første føres Adam og Eva ind i Paradiset (se fig.3), på det andet jages de ud derfra (se fig.5). Det er altså en typisk modstilling, som umiddelbart giver god mening. Men kan denne samhørighed bekræftes af, at de to andre motiver, altså skabelsesscenen i østkappen og forhørsscenen i vestkappen, hører nært sammen i en modstilling?

For at blive klar over, at også det er tilfældet, må man se lidt nøjere på de to latinske indskrifter, der omgiver Skaberen i østkappen. Citatet fra 1. Mosebog er i vores bibel oversat som ovenfor, altså ved "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden". Men i senmiddelalderen var der en lang tradition for, at det også kunne oversættes og forstås på en lidt anden måde, omtrent som "Ved begynderenskabte Gud himlen og jorden". Det er altså Begynderen personligt, man ser afmalet, og at det netop er ham og ikke blot "Begyndelsen", man skal hefte sig ved, sandsynliggøres af det andet skriftsted fra Johannes åbenbaring. Det blev naturligt forstået således, at det er den samme Gud, der er Begynderen (Alpha, principium) og som bringer verdensløbet til afslutning (Omega, finis). Dette sker som bekendt på Dommedag, og andre steder i Bibelen er det tydeligt nævnt, at det på den yderste dag er Kristus, der er Verdensdommer. Altså må det også være ham og ikke Gud Fader, der her er vist som Skaber; Når man sammenfatter de to skriftsteder ved Skaberskikkelsen i østkappen, betyder de, at det er Kristi væsen og opgave at være både skaber og dommer. I korets østkappe ser man ham afbildet som skaber (se fig.l), og i den modstillede vestkappe for første gang som dommer, nemlig over Adam og Eva, der spiste den forbudne frugt (se fig.4). Sådan kommer også disse to malerier til at høre naturligt sammen.

Men sandsynligvis er billedsystemet endnu mere raffineret. Det kan anskueliggøres således: stod man i middelalderen oppe i koret og så gennem korbuen ned i skibet, ville man netop under maleriet af Kristi første dom over Adam og Eva se hans sidste dom (Omega) over hele menneskeheden på den yderste dag. Som nævnt var den afmalet på skibets vestvæg. Herfra skuede Verdensdommeren ind over kirkerummet med de frelste på sin højre side (mod syd) og de fortabte på sin venstre (mod nord). Men også Kristi første gode gerning, nemlig skabelsen af Adam og Eva og deres indførelse i Paradiset var jo malet mod syd, nemlig i korets sydkappe. Og tilsvarende var både den første straf, nemlig korets billede af uddrivelsen fra Paradiset, og den sidste, forstødelsen på Dommedag til det evige helvede på skibets vestvaeg, placeret mod nord. I Lynge er denne forbindelse mellem den første og den sidste straf som nævnt understreget af ordene: "Ite maledicti ..." (Af sted, I forbandede ...). En gennemgang af det senmiddelalderlige materiale i kalkmaleriregistranten (tilgængelig på Nationalmuseet, København) gør det sandsynligt, at dette træk i den sindrige placeringsteknik ikke tilfældigt, men tilstræbt. Man får uundgåeligt det indtryk, at det er hovedtrækkene i det traditionelle dommedagsbillede, der bestemmer udvalg og placering af andre væsentlige motiver fra f.eks skabelses- og syndefaldshistorien.

Men også Kristi store gerning for at frelse nogle af dem, han har skabt, fra undergangen ved tidernes ende har været vist på kirkens vægge og hvælv. Det er dog kun få af disse billeder, der kan ses eller er bevaret under kalken. Frelsen indvarsles allerede af Noahs ark, der jo ligner en kirke og med maleriet af Bebudelsen i det nederste bånd under den store skabelsesscene (fig.l, nederst venstre) er den salige tid begyndt: nu bliver Kristus selv skabt til menneskers frelse. Det er naturligt, at man også ser apostle og en del helgener - mandlige som kvindelige - i fligene i koret. De var menneskenes store fortalere og hjælpere i den evindelige strid for at undgå fortabelsen, og navnilig ser S. Martin (fig.6) og Anna-selv-tredie (fig. 7) ud til at være fremhævede. De er malet i noget større skikkelse end de andre helgener. Måske kan man også finde den traditionelle jævnføring af Maria med Eva udtrykt i billederne - den lille Maria, der sidder på Annas skød, er malet lige ved Evas skabelse og Evas fristelse og har til forskel fra de andre kvindelige helgener en udpræget lighed med Eva. Hvad der ellers har været vist i skibet har man så godt som intet kendskab til. Formodentligt har det været træk fra Jesu fødsels -og lidelseshistorie og fra en helgenlegende.

Det bemærkelsesværdige ved kalkmalerierne i Lynge kirke er ikke, at symbolerne for Skabelse og Dommedag, nemlig Alfa og Omega, er blevet brugt. Det er sket så ofte i middelalderlige kirkeudsmykninger, at det kan virke som en livløs repetition. Men i Lynge - og adskillige andre steder - kan man se, at betydningen af Alfa og Omega er forstået, og at forståelsen er bestemmende for væsentlige træk i udsmykningen, nemlig for valg af hovedmotiver og deres placeringer. Isefjordsmesteren var en betydelig kalkmaler, derom kan der ikke vare nogen tvivl. Men han var også en udmærket teolog og har tilmed kendt de særlige muligheder, man har for at udtrykke meninger og anskuelser ved hjælp af billeder. Det må næsten være ham selv og ikke nogen rådgiver, der var så kyndig - man ser nemlig, at når han i andre kirker bliver nødt til at variere sit program på grund af ejendommeligheder ved bygningen eller kirkerummet, så ved han udmærket, hvad han kan forkorte eller udelade, og hvad han må lade blive stående. Det er et stort savn, at man ikke ved hvor og af hvem, han er uddannet og indviet i kalkmalerikunstens underfundigheder.

Af Knud Banning.

Se alle kalkmalerierne i Galleriet øverst til højre på hjemmesiden