Den 15. maj 1903 vedtog Rigsdagen den første lov om menighedsråd

Af Hans Fabricius

I 2003 fejrer menighederne landet over, at det er 100 år siden Rigsdagen vedtog den første lov om menighedsråd. Loven blev vedtaget den den 15. maj 1903, trådte i kraft den 1. januar 1904, og lige siden har den danske folkekirke haft det lokale selvstyre, som den har den dag i dag.

Arkitekten bag loven var den kendte Venstre-politiker J.C. Christensen, som formåede at forene en stærk politisk sans og vilje med kendskabet til kirkens liv og - ikke mindst - med et højt mål af taktfuldhed, når han rørte ved et så ømfindtligt emne som etableringen af demokrati i kirken. Nok havde landet fået en folkekirke med grundloven i 1849, men rigtig folkekirke blev den først med loven om menighedsråd.

"Man skal aldrig lovgive længere, end livet kræver det", mente J.C. Christensen, og allerede i 1901 var han på banen med tanker om menighedsråd. Ikke fordi han ville skille stat og kirke; det kunne måske komme med tiden, men der var adskillige ting, der efter hans opfattelse lå mere ligefor. Således ønskede han, at menigheden selv gennem menighedsrådet skulle kunne vælge sin egen præst. Ligeledes skulle rådene have økonomiske og administrative beføjelser og i øvrigt også forholde sig til spørgsmål om ritualer og hvilke bøger, der skulle bruges i religionsundervisningen!

Vigtigst ved lovens gennemførelse var nok J.C. Christensens tanker om frihed: for eksempel, at mindretal i menigheden - og for ham var menigheden alle folkekirkemedlemmer inden for sognets grænser! - skulle have ret til at bruge kirken også med en fremmed præst.

I dag, 100 år efter, betragtes meget af det, der dengang var til debat og vakte stor diskussion og modvilje ikke mindst hos de to store kirkelige grupperinger, Indre Mission og grundtvigianerne, som noget ganske naturligt. Menighedsrådene er kommet for at blive, og i dagens Danmark er de godt 2.200 menighedsråd landet over det demokratiske organ, der er tættest på borgerne. Friheden i folkekirken er gennem årene blevet cementeret, og i dag vælger rådene præsterne, forvalter med stor kyndighed mange penge, som anvendes på kirkebygningerne og på det liv, der udfolder sig i og omkring kirkerne. Menighedsrådene vælger biskopperne og bestyrer stort set hele begravelsesvæsenet i Danmark.

Jo, J.C. Christensen så ret dengang, da det tyvende århundrede tog sin begyndelse. Man skal ikke lovgive længere, end livet kræver det. Kirkelivet kræver i dag demokratisk ledede menigheder, som tager ansvar både i åndelige, kirkelige sager og i ydre praktiske spørgsmål såvel i by som på land.