Hvad er det mon for en historie, som fortælles på denne gravsten?
Af Esther Nielsen
Det blev ikke noget langt liv – Anders du Rietz blev 31 år. Det var teksten nederst på stenen, som fik mig til at blive stående:
”Her hviler en som elskede dette liv, men ikke fik lov at se sin kærlighed besvaret”
Stenen står på Fårø kirkegård på Gotland. Det var også på Fårø, få kilometer fra kirkegården, den store svenske filmskaber Ingmar Bergman boede, når han havde brug for ro og vild natur. Og der er jo noget næsten 'bergmansk' over gravskriften. En skæbnefortælling, som ægger ved sin uudgrundelighed. En ung mand dør tidligt i livet, men hvordan og hvorfor? Hans kærlighed til livet blev ikke besvaret, står der. Det er barske ord. For kan man bevare kærligheden til livet, hvis kærligheden ikke besvares? Tog han mon sit eget liv? Det gør vel ikke den, som elsker livet. Slog modstanden, han mødte, indad, så kærligheden til livet efterhånden forkrøblede og visnede ned? Jeg ved ingenting om denne unge mands skæbne; men nogen har ham vel i det mindste i erindring – ellers havde buketten foran gravstenen nok ikke været der. Dette menneskeliv blev kort, så livsfortællingen er det muligvis også – sådan kronologisk forstået fra begyndelsen til enden – horisontalt. Men måske ville helt andre dimensioner kunne afsløres, hvis livsfortællingen blev fortalt 'lodret'. Man kunne forestille sig en livsfortælling i søjler – hver søjle udgør en facet – mere eller mindre betydningsfuld i dette menneskes liv. Og alt efter søjlens højde eller volumen ville man kunne tegne et mere nuanceret billede. Man kunne forestille sig et menneskes tabshistorie, hvor fortællingerne om tab udgjorde en søjle. Tab af forældre var én fortælling, måske tab i karrieren, tab af et venskab, tab af den elskede – og måske derfor tab af livslyst. En anden søjle bygges af taknemmelighedsfortællinger. Taknemmelighed over livet, sådan som det er givet os, taknemmelighed over et godt helbred, taknemmelighed over at man lykkedes med det, man brændte for. En søjle måske af længselshistorier – længslen efter en afdød, længsel efter at være elsket af nogen, længsel efter fylde og mening. En søjle af menneskets opbrudshistorier. Af de gange i livet, hvor man stod over for en ny begyndelse – opbrud fra det kendte, måske trivielle til en spændende og udfordrende opgave i en ny sammenhæng. Opbrud måske fra et ulykkeligt ægteskab – eller det opbrud, som blev følgen af at blive forladt – det opbrud, som fik tomhed og meningsløshed til følge. Eller søjlen, som samler alt det, der blev for sent. Det blev for sent at genoprette forholdet til forældrene eller til det barn, vi svigtede. Et liv fortalt i søjler kan måske afsløre smertepunkterne – men jo også det i livet, som lykkedes og udgjorde selve meningen – søjler, som fortæller om kærligheden til livet – og søjler, som afslører, hvorfor denne kærlighed ikke blev besvaret.
Og hvad med det menneskeliv, hvor så alt for meget blev for sent? For det er ikke sandt, at det aldrig er for sent. Hvad så – når
toget er kørt – når det bare er for sent? Ja, evangeliets trøst til os er, at vi aldrig efterlades alene på perronen. Aldrig uden Gud. Selv der, hvor vi næsten kvæles i alt det, der blev for sent – eller hvor tabssøjlen truer med at skygge for det andet, som også var vores liv – dér lyder det til os, at over for Gud er det aldrig for sent. Hans nærvær var der fra moders liv gennem selv det mest håbløse liv og ind i evigheden. Også dér hvor vi mindst fortjente det. Det er slet ikke retfærdigt – men det er sådan, det er. Et menneskeliv kan fortælles fra begyndelse til slutning – men det kan også fortælles med de historier, der fortæller os. Historierne, Jesus fortalte, fortæller os. I Guds vingård er det aldrig for sent, Gud måler ikke tiden – han er selv begyndelsen og slutningen. Hans kærlighed fordeles ikke efter tabenes karakter, efter opbrud ved nederlag eller opbrud af overskud – hans kærlighed er der – uafhængig af, hvad vi nåede eller kom for sent til. Over døren i mit arbejdsværelse hænger et af disse gamle smukt indrammede broderier: et bibelord i gotiske bogstaver – broderet med gylden tråd. ALT AF NÅDE står der.
Et sådant udsagn modsiges jo hele tiden i vores hverdag – ”alt af nåde” har jo ingen gang på jorden, når det gælder arbejdsmarkedsspørgsmål, skatteforlig, karakterskalaer, evalueringsrunder, resultatløn – eller hvad vi nu har gang i. I alle disse sammenhænge og mange flere er fortegnet et andet: du får, hvad du fortjener. Indsats og belønning
skal svare til hinanden. Noget for noget. Og du kan tro, der er noget, der er for sent! I Herrens vingård er fortegnet et
andet: Alt af nåde. Det er aldrig for sent. I forhold til Gud er der ikke noget, der er for sent. Påsken nærmer sig, og tiden
kommer, hvor vi igen skal høre, hvad Gud vil give for at hente os ind i sin virkelighed. Sin egen søn med alt, hvad det indebærer: hans liv og opstandelse, hans tro og håb og kærlighed. Når Gud besvarer kærligheden til livet, sker det ikke altid, så vi ser vore tab genoprettet eller vore længsler indfriet; men han har lovet os, at intet kan skille os fra ham – selv når vi oplever, at noget bliver for sent, falder vi i levende hænder. Sådan er den kærlighed, som kan vælte klipper og smelte isbjerge. Gådefuld. Af nåde. Glædelig påske!
