Folkekirkens fremtid

I hvilken retning bevæger danskernes tro sig, og i hvilken retning bør, kan og skal folkekirken bevæge sig? Det har man i Lynge-Uggeløse menighedsråd diskuteret og talt om i de seneste måneder med udgangspunkt i bogen: Den tredje reformation – fra statskristendom til googlebuddhisme. 
    Nu vil vi gerne invitere alle interesserede til at tage del i denne samtale og diskussion.
    Første mulighed for at deltage bliver tirsdag d. 2. september kl. 19:00 i Lynge Præstegårdslænge, hvor forfatteren til Den tredje reformation, ph.d. i religionssociologi, Morten Thomsen Højsgaard, kommer. Han udtaler: ”Danskernes tro forandrer sig hastigt i disse år. En blød og individuelt tilpasset religiøsitet med forkærlighed for Østens mystik vinder frem, mens troen på klassiske dogmer i kirken i stigende grad udsættes for kritik. Er tiden for den gamle kristendom ved at rinde ud? Hvad kendetegner danskernes nye religiøse interesser? Og hvad kan eller skal folkekirken gøre ved udviklingen?”
    Anders Laugesen, vært på Mennesker og tro på P1, fortæller: ”Jeg har brugt det meste af mit liv på at dykke ned i troens verden, og det fascinerende er, at der hele tiden dukker nye og spændende emner op”. Og han siger videre: ”Danskerne bør vågne op til den flertydige religiøse virkelighed, der i disse år kommer til landet. Og ud fra den erkendelse bør folkekirken overveje, om der er brug for en ny reformation”. Han kommer tirsdag d. 23. september kl. 19.
    Digteren Søren Ulrik Thomsen siger: ”Jeg elsker den lutherske højmesse og krymper mig, hver gang den kritiseres af mennesker, der mener, at folk ville strømme til kirke, hvis bare gudstjenesten blev lavet om”. Søren Ulrik Thomsen vil fortælle om, hvordan han begyndte at gå i kirke og langsomt fik øjnene op for rigdommen i gudstjenesten, hvis forskellige aspekter han vil gennemgå. Det vil han berige os med tirsdag d. 7. oktober kl. 19.
    Og som det tilsyneladende er i disse år, at selvom mændene fortsat dominerer blandt debattører og meningsdanner, så er det kvinderne, der bestemmer, når det kommer til stykket. Således også her. Søndag d. 14. december kommer biskop over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel og giver sit bud fremtidens folkekirke. Dagen indledes med en gudstjeneste kl. 10:30 i Lynge Kirke ved biskoppen. Efterfølgende er der er en let frokost i præstegårdslængen, og derpå kan foredraget og debatten begynde.

Af sognepræst Jens Fogh. Artikel i kirkebladet august 2014.