Fra Hare Krishna munk til præst

Jeg stod og lagde tøj sammen en formiddag for et par uger siden, da jeg fik lyst til at høre radio. Jeg tændte for den. Men den var hverken indstillet på P3 eller P1, sådan som den ellers plejer at være. Vi havde haft strømsvigt, så kanalerne var blevet nulstillet. Nu stod den på 87.5. Jeg skulle lige til at skrue videre og finde mine velkendte kanaler, da jeg hørte en stemme i radioen fortælle mig, at vort overfladiske selv ikke er vort sande selv. Jeg var kommet ind på Radio Krishna. Jeg vidste slet ikke, der fandtes sådan en radiokanal. Men det gør der. Og jeg skruede ikke væk. Jeg kom til at tænke på, at jeg selv havde været Hare Krishna munk engang. Det var tilbage i 2001. Nu kan det være, at jeg beroliger nogen ved at oplyse, at jeg kun var det i 24 timer. Jeg skulle skrive artikel til ungdomsmagasinet Chili om at være Under skallen på Hare Krishna. Mit hår blev klippet helt kort, og jeg fik en orange dragt på og spiste vegetarmad i templet og gik så ellers rundt og chantede og solgte kager på gågaden i Holbæk.
    Det er ti år siden nu, og meget er sket siden da. Sådan som der vel ofte sker en del på ti år. I mit tilfælde er det både lykkedes at blive gift med Helle og få to dejlige piger og blive teolog. Og nu skal jeg så til at tjene som præst for alle jer i Lynge og Uggeløse Sogne. Det er derfor, jeg skriver disse ord i dette kirkeblad.
    Hvad er det så for en kirke, jeg skal til at være præst i? Ja, det er jeg jo først lige begyndt at finde ud af. Og det ved I meget bedre end jeg. Men jeg kan fortælle, hvad det er for en kirke, jeg gerne vil være præst i. Eller måske snarere: Jeg kan fortælle, hvad kirken er for mig. 
    Jeg ønsker, at være præst i en kirke, der er til for hele sognet. Både en kirke for dem, der bruger den jævnligt, og for dem, der mest gør brug af den ved særlige lejligheder. Kirken er til for alle, og den skal kunne rumme os alle. Men for at den skal kunne rumme os alle, må den også kunne rumme alt det, vi hver især indeholder. Og det kan den. Der er ikke noget, der er for højt eller for lavt, for lyst eller for mørkt til, at kirken kan have med det at gøre. Ja, det er selve formålet med kirken, at den skal oplyse alt det mørke. Og det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis man vover at bringe det mørke frem i lyset.
    Den nulevende amerikanske filosof Jacob Needleman har advaret imod vores tendens til at skabe en religion på baggrund af vor bedre øjeblikke (”make a religion of our better moments”). Og jeg kan supplerende advare imod, vores tendens til at skabe en forestilling om os selv og vores personlighed ud fra vore bedre øjeblikke. Nu skal man selvfølgelig heller ikke gøre det modsatte: lave en religion eller selvforestilling ud af ens dårligere øjeblikke. Det er på ingen måde mere anbefalelsesværdigt. 
    Men al sand tro, al sand religion, al sand åndelig og personlig udvikling begynder med et ønske om og en søgen efter ærlighed. Og ærlighed er en erkendelse af, at man indeholder både det tunge og det lette, det høje og det lave, det lyse og det mørke. For mig er kirken det sted, der kan rumme denne ærlighed, og det sted, hvor mørket kan transformeres til lys.
    Og så tilbage til Hare Krishna. For ligesom kirken ikke sætter skel mellem mennesker, eller sætter skel inde i os, men tillader at lade det være, der er, således skal kirken heller ikke sætte skel i forhold til verden. Således er kirken ikke defineret ved at være ikke-Hare Krishna, ikke-muslimsk, ikke-moderne, ikke-buddhistisk, ikke-New Age, ikke-spiritistisk, ikke-socialistisk, ikke-kapitalistisk, eller hvad man nu ellers kan mene, at kirken ikke er. Kirken peger derimod hen imod Kristus som den samlende kraft, hvorigennem verden sættes i det rigtige perspektiv. Når kirken peger på Kristus, peger den samtidig hen på kærligheden, som den stærkeste og inderste kraft i universet. Og det er måske først, når vi begynder at forstå kærligheden, at vi kan begynde at forstå, hvem den levende Kristus er.
    Som Paulus skrev for snart 2000 år siden: ”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.” (1. kor. 13, 1-3)

Af sognepræst Jens Fogh, artikel i kirkebladet december 2011.