Giv din gave!

Et af mine yndlingstemaer i kristendommen er tanken om, at vi alle er en del af det samme. At vi ikke er adskilte fra hinanden, men at vi hænger langt mere sammen, end vi normalt gør os forestillinger om.
    Det udtrykkes på forskellige måder i Bibelen. Et sted står der, at vi alle er en del af den samme krop. At vi alle er lemmer på det samme legeme, og hver del har sin unikke funktion. Et andet sted fortæller Jesus, at vi alle er grene på det samme træ.
    At vi er en del af det samme udtrykkes også i gudstjenesten, når vi drikker vinen ved nadveren. Her mindes vi om - og det gøres virkeligt - at det samme livgivende blod flyder i vore årer.
    Vi er alle en del af helheden. Eller for at udtrykke det på en anden måde: Vi tager alle del i Gud. Oplevelsen af at være en del af helheden er oplevelsen af fællesskab. Kristendom handler om fællesskab.
    Nu har vi mennesker jo en indgroet tendens til på et utal af måder at adskille os fra hinanden. Vi kommer ofte til at bruge meget mere energi på at tænke os i modsætning til hinanden i stedet for at åbne øjnene og vågne op og se vores samhørighed med hinanden. 
    En måde som vi udelukker os for fællesskabet, er, når vi tænker, at vi selv er helheden. Når vi gør sig selv til Gud. Når vi ikke længere ser os selv som en gren på træet, men tror vi er selve træet. Det gør vi for eksempel, når vi hovmodigt tror, at vi har forstået hele verdens rette sammenhæng. Enhver form for fundamentalisme, det være sig politisk, videnskabelig eller religiøs har denne tendens i sig til: at ville gøre sig selv til Gud, gøre sig selv til helheden.
    Eller modsat kan vi tro, at vores perspektiv på verden ikke er en del af helheden. At vi ikke har noget at bidrage med. Altså når grenen ikke tror, at den er en del af træet. Når vi ikke ser den afgørende opgave og gave, vi hver især har. Det er også en måde at isolere sig selv på.

Julen er jo gavernes tid. Det kunne være relevant at stille sig selv dette spørgsmål her op til jul: Hvilken gave vil jeg give?
    Ikke som et spørgsmål om man nu skal købe de røde eller de grønne Margrethe-skåle til moster Olga i Svendborg. Men snarere et spørgsmål om hvilken gave, man vil byde ind med i de fællesskaber, man træder ind i. Det kan være en god overvejelse, når man træder ind i et fællesskab: Hvilken gave jeg vil give for at være med til at skabe mere liv og fællesskab?
    Min oldemor gav nogle sætninger til min mor, som hun har givet videre til mig. De lyder sådan: Da jeg ville lykken eje, flygtede den på alle mine veje. Men da jeg ville lykken bringe, kom den til mig på englevinge.
    Det har sin sandhed. Noget af det mest meningsfulde, det er at give og få lov at opleve, at ens gave bliver modtaget. Og det er også sandt, at lykken kan man ikke tage, den kan man kun modtage.
    Men jeg tror også, at det er sådan, at træder man alene ind i et fællesskab, om det så er en julemiddag, sportsklubben, arbejdspladsen eller i kirken med den tanke, at man skal give, så bliver man ganske hurtigt meget træt. Og man opdager måske slet ikke, hvor meget man kan modtage fra fællesskabet.  
    Og omvendt, træder vi kun ind i fællesskaber for at modtage, så bliver vi aldrig tilfredse. For det, vi modtager, er tilsyneladende aldrig godt nok, når det eneste, vi tænker på, er at modtage. Der finder vi ikke lykken.
    Så når vi er utilfredse med de fællesskaber, vi deltager i, så kan det være fordi, vi har for meget fokus på enten at modtage eller på at give. I stedet for at være i en konstant vekselvirkning mellem at give og modtage.
    Nu hvor du, kære læser, har fulgt med så langt, så frygter jeg ikke længere for at miste dig ved at introducere det kristne dogme om den treenige Gud. Dogmet handler i grunden om vekselvirkningen mellem at give og modtage i kærlighed. Gud som Fader, Søn og Helligånd fungerer som en konstant hengivenhed. De giver alt, hvad de er, til hinanden, og de modtager alt i ét evigt nu.
    Julen er gavernes tid. På ikonen sidder Maria med åbne arme og giver sin søn til verden. Og Jesus sidder med åbne arme og giver sig selv. 
Vi inviteres ind i deres kærlighed og fællesskab. Inviteres til at give os selv og modtage os selv i fællesskabet.

Af sognepræst Jens Fogh. I kirkebladet december 2014