Hvor er Gud?

Hvor er Gud?

Troen på, at der er mere mellem himmel og jord, er en udbredt måde at beskrive sin tro på. Som jeg forstår det, ønsker man med de ord at udtrykke, at der tilsyneladende findes noget, der overskrider og er større end streng logik, hverdagssprog, regneark og det normalt målbare. Og det, synes jeg, egentlig er et ganske godt sted at begynde, når man vil nærme sig livets mysterium, det guddommelige.

                             Her i en solbeskinnet præstegård i Uggeløse en tidlig forårsdag føler jeg mod og lyst til at male lidt med den brede pensel: De sidste hundrede år er gået med at nedbryde forældede og stivnede forestillinger om Gud, dogmer og et selvhøjtideligt hierarkisk indstillet præsteskab. Kirken har også selv været en del af denne bevægelse. Den har forsøgt at tænke kristendommen ind i en moderne sammenhæng. Og fortalte man, at man bekendte sig til den kristne tro, måtte man straks forklare, at man altså ikke troede på den der gamle måde med den der gamle mand med det der hvide skæg, der tit var vred. Det var vigtigt at signalere, hvad man ikke var.

Måske er denne nødvendige nedbrydning nået til vejs ende. Det kan være, at vi er kommet til et sted og en tid, hvor vi mere positivt kan begynde at overveje, hvem Gud er. Og for mange, inklusiv mig selv, vil en sådan undersøgelse tage sit naturlige udgangspunkt i den kristne tradition.

Nu ved jeg godt, at ordet Gud virker fremmed for mange. Et ord man ikke så let tager i sin mund, og derfor vil man hellere sige, at der er mere mellem himmel og jord. Men mon ikke også tiden er kommet til, at dette ord igen kan være et ord, der åbner op for livets mysterium snarere end at lukke ned for det.

                             Tiden kan være kommet til, at vi begynder at undersøge det her mere mellem himmel og jord. Og at starte med mere, er et godt sted at starte. Når man taler om Gud, må det altid gøres med den ydmyghed, at der altid er mere at sige. Det guddommelige sprænger sprogets grænser. Men at der altid er mere at sige, kan også give mod til at sige noget, når man nu alligevel ved, at Gud ikke kan rummes af ord.

Når man skal undersøge noget, er det vigtigt at stille gode spørgsmål. Et spørgsmål, som forekommer mig, at åbne for en nysgerrig undersøgelse og præcisering af dette mere, er: Hvor er Gud?

Forleden mødte jeg Gud i Brugsen. Eller det gjorde jeg ikke rigtig. Og så alligevel. Jeg var netop trådt inden for de automatiske metallåger, da mine øjne faldt på en blå bog i en bogstander på min venstre side: Skæld ud på Gud, stod der. Den var skrevet af hospitalspræst Preben Kok. Jeg havde hørt om den, den er blevet lidt af en sællert, men jeg havde ikke læst den. Jeg besluttede at smide en halvtresser efter den.

                             Spørgsmålet, hvor er Gud? siges og tænkes ofte som et råb eller en skælden ud over magtesløshed, meningsløshed, sorg og lidelse. Det er bogens centrale pointe, at man er i sin gode ret til at stille det spørgsmål, og at det er vigtigt at stille det. Det er dog ikke i den forstand, jeg stiller spørgsmålet her. Her er det snarere som en indgang til en undersøgelse. Alligevel kan bogen måske hjælpe med nogle svarmuligheder.

                             Preben Kok fortæller i bogen om en samtale han havde med en tolvårig pige, Maria, hvis storesøster, Henriette, var blevet kørt ihjel af en lastbil.  Tre år efter faldt påskesøndag på præcis den samme dato, som ulykken havde fundet sted. Og i Maria var der vokset en forestilling frem om, at Gud ville bringe hendes søster tilbage på denne dag. Det levede hun i en fast tro på, så da søsteren ikke opstod fra de døde påskesøndag, udløste det selvfølgelig en krise hos Maria. Preben Kok, der tidligere havde talt med hende, blev nu kaldt derud igen. Da han sidder med hende, spørger han hende, hvad hun sagde til Gud, da hendes søster ikke var kommet tilbage. Jeg citerer fra bogen: ”Så sagde jeg: ”Gud jeg HADER dig, jeg HADER dig, fordi du ikke lod Henriette komme tilbage”. Jeg sagde: ”Du skal nok resten af dit liv sige til Gud: jeg hader dig, fordi du ikke lod Henriette komme tilbage”. Maria svarede på sin kontante måde: ”Det vil jeg ikke”. Jeg vidste ikke, hvad jeg så skulle sige – og bad – og kom i tanker om en salme fra Det Gamle Testamente, hvor et menneske i stor nød siger til Gud: ”Hvor var du henne, da der her skete?” Så sagde jeg til Maria: ”Prøv at spørge Gud: hvor var du henne, da Henriette blev kørt ihjel?” Og hun sagde det højt ud i rummet, og derefter kiggede hun på mig og sagde: ”Han så det! – Og græd!” Så sad vi begge stille lidt, før hun fortsatte: ”Jeg kan ikke forstå, at han så det og græd og ikke greb ind”. Jeg sagde: ”Jeg tror, du resten af dit liv skal sige: ”Gud, jeg bebrejder dig, at du så det og græd, men ikke gjorde noget.” ”Det kan jeg godt leve med”, svarede hun. ”Bare han så det og ved, hvad der skete. Og jeg er glad for, at han græd” (s. 94).

                             Maria modtager ikke nogen abstrakt filosofisk eller teologisk forklaring på, hvorfor hendes søster skulle dø. Men hun modtager alligevel et svar, hun kan bruge til noget, et konkret svar ind i hendes konkrete situation. Maria søgte Gud, hun spurgte ham om noget, og der var han.

                             Måske kan det også tjene som et af svarene på spørgsmålet, hvor er Gud? Gud er, hvor vi søger ham. Når kirken kaldes Guds hus, er det ikke fordi, Gud er mere til stede der, end alle andre steder, men så er det, fordi kirken er et sted, hvor man søger Gud, om man så gør det åbent undersøgende, i tillid, i frustration, i hengivelse eller med skæld ud.

                             Et andet svar ud fra denne fortælling kan være, at Gud er den, der møder os. Eller måske mere præcist: Gud er den, der er med os. Han mødte Maria med det svar, at han var medlevende hos Henriette - også i døden.

Og inddrager man påskefortællingen kunne et – måske mere kryptisk - svar på, hvor Gud er, være: Gud lever inde i og med i verdens liv og vores liv. Han er med os og verden både i langfredags livsløse meningsforladthed. Han er med os helt ned i dødsrigets meningsforladte tomme mørke for at oplyse alt indefra. Glædelig påske med spørgsmål, svar og undren.

Af sognepræst Jens Fogh. Artikel i kirkebladet april 2014.