Kærlighed og kristendom

Når jeg taler med par, der skal giftes, kommer vi ofte ind på, hvorfor de har valgt at blive viet i en kirke. ”Hvis det skal være helt rigtigt, skal det bare være i en kirke”, kan de finde på at sige. Og de fortæller, at det har noget med romantik, tradition og lidt ekstra alvor at gøre. Det virker som om, de har den opfattelse, at kirke og kærlighed rimer lidt bedre på hinanden end kommune og kærlighed. Og ikke for at sige noget dårligt om kommunen, men den forbindes bare lidt mere med formalia, blanketter, linoleumsgulve og lavt til loftet. Egentlig er det meget naturligt, at det er sådan, det er. Jesus sagde jo, at Gud er kærlighed. Han sagde mig bekendt ikke så meget om kommunen. Men han sagde dog, at vi skal give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Det kunne så betyde, at kirke og kommune kan hver deres. Og det er jo godt.

                           I kirken kan vi finde på at tale om den kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt og aldrig hører op. At en sådan kærlighed findes, kan vi have lov at tro på og leve i tillid til. Det er sådan set udgangspunktet for kristendommens tro og håb, at kærligheden er den stærkeste og vil sætte sig igennem i sidste ende, så det ender godt. Men ret beset ser det jo ikke ud til, at det sker lige foreløbig. Bare tænd for nyhederne, eller bemærk det almindelige konfliktniveau mennesker imellem.

Ligeså dragende og fantastisk kærligheden i parforholdet kan være, ligeså besværlig og udfordrende kan den også være. Det, tænkte jeg, at det kunne være godt at blive lidt klogere på. Jeg har derfor spurgt tre kloge mennesker om at komme her til Lynge-Uggeløse for at fortælle os noget om kærligheden. Det er der blevet en foredragsrække ud af. Den kan du læse om inde i bladet. Men hvorfor ikke begynde med det samme. Jeg bad dem alle tre sende mig nogle ord om kærligheden. Poul Joachim Stender skrev sådan her:

                           ”Det kommer bag på os, at kærlighed og krig går hånd i hånd. Ikke kun gifter kærlighedsgudinden og krigsguden sig i den græske mytologi. Kærlighed og krig har mange ord, der går igen. Ligesom man kan erobre et land i krig, kan man i kærligheden erobre en mand eller kvinde. Man kan blive skudt i krig, brændt af. Det kan man også i kærligheden. Når to forskellige verdener, to vidt forskellige mennesker møder hinanden, opstår ikke kun den salige fryd, der er den ene side af kærligheden. Der opstår også voldsomme konflikter. Problemet er bare, at vor tid bilder sig ind, at kærlighedsforholdet kun må rumme den salige fryd.”

                           Psykolog Mattias Stølen Due fulgte op ved at sende mig disse sætninger:

”I vores kultur præges vi til at tænke i optimering og udskiftning. Vi stræber efter at finde det og den perfekte. Det bliver sværere at finde ro og blive taknemlig for den partner, man har, når spørgsmål som ”har jeg fundet den rette?” eller ”er han/hun god nok til mig?” fylder ens sind. Men stop forsøget på at finde den eneste ene – vær den eneste ene. Hvis man i stedet for at stille krav til ens partner begynder at fokusere på ens eget ansvar for den fælles trivsel i forholdet, giver man parforholdet meget bedre betingelser.”

Jeg vil slutte af med nogle ord, der rummer både rummer et håb og en tro på kærlighedens kilde, og det den kan. Her et uddrag af sognepræst Kathrine Lilleørs digt og salme Du Gud, der kysser morgenrødens vinger:

Du, Gud, der sætter solen højt på himlen,

Du, Gud, der smelter hjerterne til ét,

Gud, der vil åbne vores arme

selvom den anden farer vredt, -

med kærlighed, der intet hjerte tvinger,

og håb, der altid sætter fri.

 

Du, Gud, der spreder nattens sorte skygger,

Du, Gud, der lyser mørke hjerter op,

Gud, der vil tørre vore tårer,

og gennemlyse sind og krop -

med kærlighed, der intet hjerte tvinger,

og håb, der altid sætter fri.