Der er altid noget tidløst over store øjeblikke

Der er noget evigt over befrielsens øjeblik

Jeg får kuldegysninger hver gang, jeg hører det. Frihedsbudskabet: ”I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.” I dette øjeblik. I dette historiske øjeblik. I dette store øjeblik kl. 20.36 den 4. maj 1945. Og der er, som den østrigske forfatter Stefan Zweig skrev, ”altid noget tidsløst over store øjeblikke”. Ja, det er sandt – det er der. Selvom dét, der skete er bundet så meget til dét øjeblik – til dén aften i maj for 75 år siden hvor friheden og freden atter smykkede Danmarks kyst. Den aften i maj, hvor ingen fri dansk mand eller kvinde længere skulle afhøres, bagbindes, skydes og dø, for at vi kunne leve. Den aften, hvor ingen længere fik udleveret papir og blyant med ordre om at skrive hjerteknusende afskedsbreve til den kære mor, den lille unge, den elskede, den efterladte. Den aften i maj, hvor bål blussede i gaderne, hvor mennesker sang og græd, jublede, mindedes og savnede. Den aften i maj, hvor landet lyste fra sund til klit. Den aften i maj, hvor stearinlysenes flamme danser i danskernes vinduer hvert år siden da. Den aften i maj, hvor vi højt helligt lover os selv og hinanden og verden og idealerne og Gud, at vi aldrig mere skal opleve en 9. april, aldrig mere Holocaust, aldrig mere folkedrab, aldrig mere forbrydelser mod menneskeheden, aldrig mere støvletramp, aldrig mere ondskab – på én gang båret af blændværk og på vinger håb. Og et eller andet sted, så skal vi jo sige sådan, for at kunne gå et skridt videre i verden. Det gjorde mennesket også efter Første Verdenskrigs slagtebænke og nådesløse slagmarker,  skyttegravskrigens rædsler, rotter og rådne lig: ”Aldrig mere en verdenskrig”, sagde de, og der kom endnu en. Men de ønskede, de håbede, de drømte, de bad. Også Stefan Zweig troede så hjerteligt,  at der måtte være sket en forandring i menneskets sind, så det aldrig skete igen. Så ingen ondskab igen greb verden og greb mennesket om hjerterødderne. Det er såre menneskeligt at tænke sådan. Den skuffende drøm – den skuffende verden, der gennemtrak Zweigs forfatterskab med en sælsom melankoli. For illusionerne om hvem mennesket er modsiges altid af virkeligheden, med bestialiteter og bombeangreb – med ondskab, der tager livet ud af mennesker. Men når man ser, at det er der – da ved man også i samme øjeblik, at det altid har været der. For det var ikke nazisterne, der opfandt ondskaben, nej ondskaben er ligeså gammel som menneskeheden selv. Vi ser ondskabens vidnesbyrd hver dag, og vi behøver ikke engang bevæge os til Nordkorea, for at betragte den. For det er ikke ideologier, der er onde. Sådan i sig selv. Tror man det, frikender man mennesket for sin skyld – frakender mennesket sit ansvar. For i hvert enkelt menneskehjerte går en linje, der adskiller godt og ondt – en skillelinje, der flytter sig i løbet af et hjertes levetid, skriver Alexander Solsjenitsyn i romanen om Gulag Øhavet. Han vidste det, han mærkede ondskaben på sit eget kød - en mand, der som Zweig levede en del af sit liv i en såkaldt ond tid. Men selv i den ondeste tid, under Fimbulvinter og Ragnarok, under fem forbandede år, da afsløres også altid noget eviggyldigt om mennesket og om menneskets verden. For alting står på spil i en sådan tid – og historien viser dét, som enhver tid kan udvikle: Ondskaben kan faktisk sejre, det kan den også i dag. Friheden kan faktisk mistes, det kan den også i dag. Og freden koster, den dyreste pris en menneske kan betale, for dét han eller hun har kært. Det gør den også i dag. For på vores færd igennem tiderne, gennem tidslige uforbundne begivenheder, er det som om, at vi har foden på evighedens pedal – der er altid noget evigt, der følger med og sammenføjer alle tider i de øjeblikke, der blev historiens største. Som dét øjeblik,  dén aften i maj for 75 år siden. Som morgen i maj hvor det grønnes, hvor Danmark vågnede med klare øjne til glædes timer og frimands kår og hørte klokkerne kalde, som de havde gjort i 1000 år. Den mørke malmrøst, der slår dagens tid, menneskelivets tid, historiens tid og evighedens tid – den ufremkommelige tid, fredens og frihedens tid. Med klang og efterklang, der lærer os at forstå vores tid i lyset af fortiden, i glimt fra evigheden i øjeblikket, hvor vi mindes dem, der gik ud i natten og kæmpede mod ondskaben - forfædrene vi ikke kendte og heltene vi aldrig kan takke. Æret være deres minde. Må Guds fred være med vore døde og os alle  - må Hans evig lys overvinde mørket i den halvdel af vort, hvor ondskaben bor.
5. maj 2020