adventstanker over en julekrybbe

Adventstanker over en julekrybbe

--------------------------------------------------------------------------------

af sognepræst Martin Corfix

I oktober måned var jeg i Skotland, og her købte jeg to krybbespil i samlesæt til min børn. Dem skal vi have god tid til sammen at samle en af de første dage i december. Men også vore andre krybbespil skal stilles frem. Så kan børnene kigge på figurerne, rykke dem lidt rundt fra dag til dag og fantasere om alt det dejlige, der er i vente, når højtiden endelig oprinder. Alle børnefamilier burde anskaffe sig et krybbespil! Hvorfor er det lige, at kun nisselandskaberne har fået lov til at erobre vindueskarmene ikke bare i det offentlige men også i det private rum? Lad mig hermed erklære 1. søndag i advent 2007 for julekrybbens tilbageerobringsdag! Denne dag bør julekrybberne igen indtage deres retmæssige plads i vindueskarme, på reoler, på natbordet i børneværelset, i udstillingsvinduerne, på disken hos farvehandleren eller frisøren. Nisserne, jo, dem kan vi da godt beholde, - de skal bare ikke have hæderspladsen! Mange vil måske indvende, at krybbespil jo bare er en falsk idyl, en pastiche, - sådan var det jo slet ikke i Bethlehem, for de var ludfattige. Indrømmet, det var de, Maria, Josef og barn Jesus, men et krybbespil fastholder børnene og os alle på, hvorfor vi overhovedet kan sige "Glædelig Jul"! Det gør et nisselandskab altså ikke! Derfor skal vi tilbageerobre julekrybbens plads. Martin Luther, hans kone Katharina og alle deres børn samledes også om julekrybben i deres hjem, og skikken med julekrybber er derfor ikke, som nogen påstår, bare et katolsk levn. Men mens jeg nu er i gang; hvorfor er det lige, at der ikke er til at opdrive et julekort i hele Allerød, hvor stalden i Bethlehem er på? Hvorfor finder man alle mulige pseudojulekort, der alle som et prøver på at lede tankerne hen på noget helt andet end dét, julen drejer sig om?

Er det mon fordi et julekort med krybben i Bethlehem står i så grel kontrast til dét, der er blevet den kommercielle juls ledestjerne – overforbruget? Som en debattør formulerede det så klart for nyligt: "Vi er jublende vidner til en velstandsstigning, der har gjort os åndssvage, vitterlig, helt bogstaveligt, dvs. svage i ånden, for de åndelige værdier er jo i den grad tromlet flade af de materielle". Tankevækkende er det, at det i år kun er Blå Kors’ julemærke, der med krybbe-motivet holder os fast på julens kristne budskab, og hvor Blå Kors’ generalsekretær for Blå Kors skriver i sin hilsen: ”lad budskabet om frelse og håb skabe glæde blandt dine kære..” Blå Kors, der netop på kristen grund står for, at der ud af håbløshed og alkoholmisbrug kan banes nye veje og nyt håb. Her hvor der er nok af sorg og smerte, tør man altså være håbefulde med et julemærke med et klart budskab: Frelse og håb!

Anskaf dig i år en julekrybbe som et modbillede til den kommercielle juls billeder og ræs! Det drejer sig om at genfinde den oprindelige advent, der jo kommer af det latinske ord "Adventus Domini" - Herrens komme; Jesu fødsel. Julen begynder hjemme i familien, og når jeg tænker på advent i mit eget hjem, så tænker jeg på julekrybben, adventskransen, børnenenes små juletræer og masser af levende lys. Det er hele fire smukke modbilleder, der godt nok ikke er videre fart over, men som stille og roligt får det til at blive jul. På den måde bliver tempoet i december måned også sat ned; vi skal trodse ræset og geare ned, opleve langsomheden, vi skal så at sige "advente" højtiden. De gamle romere havde også et udmærket udtryk for dette: "festina lente" - "skynd dig langsomt". Problemet er jo, at man vil have os og børnene til at tro, at julen begynder i november måned, og inden vi overhovedet når til det tidspunkt, hvor vi kan sige; nu er det jul, så er vi allerede blevet trætte af dens dufte og magi. Det bevirker bl.a. at vi ikke orker at fejre julen til ende, og det hele er så slut 2. juledag i stedet for Helligtrekongers aften den 5. januar.

At forstå at holde advent er i virkeligheden en "stress booster", advent er ren anti stress, idet adventstidens modbilleder helt naturligt giver os lov til at holde nogle rolige øjeblikke i hverdagen, stunder med børnene omkring adventskransen, lysene i mørket, hvor man kan synge de julesalmer, de elsker at synge; bage pebernødder, klippe julepynt eller læse højt for dem. Vi skal tilbageerobre adventsstunden, og igen give os selv lov til, at det bliver jul lidt efter lidt. Holde de stille øjeblikke sammen. Øjeblikke, hvor eftertanke og ro skal give plads for, at julens glædelige budskab ligeså stille kan favne os, krybe ind i os, så vi igen bliver klar over, hvad julen virkelig handler om. Vi kan på denne måde vise børnene, at dét, vi forbereder os til, er noget helt særligt, afgørende og højtideligt. Vi skal så at sige genetablere højtiden, - også dér, hvor traditionerne aldrig rigtig har været, - nu har vi muligheden for at starte på en frisk i vores egen familie. Gennem vore modbilleder vil børnene lære og huske, hvor stort det er, det som julen virkelig betyder: At Gud blev menneske for at bryde dødens magt indefra og sprede mørket her, så lyset kunne bryde frem. Kærlighedens lys. Livets lys. Som evangelisten Johannes skriver i sit juleevangelium om Jesus som Guds ord og Guds lys: "Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden…alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn…Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, .. fuld af nåde og sandhed". Mørket fik ikke bugt med lyset. Det skinner for alle mennesker, hvis mennesket vil lade sig gribe. Lad aventstiden være "festina lente-tid", så der bliver rolige stunder til at samles med dem, vi elsker og holder af, om julens vigtigste budskab: Ham der fødtes i Bethlehem og som skinner for alle mennesker. Han og ingen anden er vor ledestjerne. Glædelig advent, - det er tid til at finde dine modbilleder frem nu!