Adventstid er vågetid

Adventstid er vente- og vågetid

--------------------------------------------------------------------------------

Af Martin Corfix, sognepræst

  Agnolo Bronzino, Hyrdernes tilbedelse ca. 1535-40   I Danmark har vi tradition for at tyvstarte vores store fester. I november tyvstartede vi aftenen før Mortens dag ved at holde Mortens aften. Vi fik ved denne lejlighed et godt stykke andesteg, – for god mad hører jo med til en ordentlig dansk fest! Julen tyvstarter vi også, idet vi fejrer Jesus allerede den 24. december, hvor de fleste danskere går i kirke. Vi fortsætter festen om aftenen, der jo er aftenen før den egentlige fest, da Jesu fødselsdag som bekendt er kalendersat til den 25. Juledag fejres f.eks. af briterne som en rigtig fødselsdag, ved at børnene pakker gaverne op om morgenen, og julemiddagen serveres midt på dagen. Men også når julen slutter, tyvstarter vi i Danmark: Aftenen før, at det er Hellig tre Kongers Dag den 6. januar, fejrer vi de vise mænd, og sådan kunne vi blive ved over St. Bededagsaften lige til Skt. Hans aften. Forklaringen er måske, at vi heroppe i Norden fra gammel tid var mere utålmodige med at komme i gang med festen, og derfor blev man oppe og vågede: Man holdt sig vågen og afventede festdagens komme ved midnatstid.

Et nyere fænomen er forberedelsesaftenen, Lille Juleaften, som vi alle husker fra vi var børn, hvor man i spændt „vågen“ var med til at pynte juletræ, mens vi afventede, højtiden skulle indfinde sig. Kunne man snige sig til at være oppe indtil kl. 24, så var man „på den rigtige side“ af juleaften, for nu var det jo rigtig jul, og man kunne roligt gå til køjs med højtidens dybe glæde i sig, trygt drømmende om festen, salmerne og gaverne under træet.

Hele adventstiden er en måned i intens vågen og afventen. Adventstiden er ladet med forberedelse, forventning og spænding. Nedtællingen begynder i adventskransen – først med et lys, så to, tre og fire. Vi skuer forventningsfuldt mod det fælles mål – den fælles højtid, juleaften, hvor barn Jesus lod sig føde. Og netop den følelse, at det her er noget, vi har været med til, hørt og gentaget år for år, fra vi var børn, giver os en fornemmelse af, at det er værdifuldt, – noget der giver vores liv fylde. Vi står i en lang tradition, generation efter generation har man forberedt sig på denne højtid, våget og afventet, gentaget og fejret det forunderlige, at himlen rørte jorden julenat.

Alle os, der har oplevet julen fra vi var helt små, – for alle os er julen en selvfølge – ja, vi kunne ikke forestille os en verden uden det glædelige budskab. Den tyske forfatter Heinrich Böll skriver et sted: „Jeg tror, at en verden uden Kristus ville få selv ateister til at længes efter Kristus. – Jeg overlader til mine medmenneskers fantasi at forestille sig en verden, hvor Kristus ikke var født“. Det Böll siger så klart er, at det barn, som fødtes i Betlehem ikke bare har forandret  enkelte mennesker. Det har grundlæggende forandret verden og vores vilkår for at leve sammen. Lad derfor Ham og hans glæde her i adventstiden trænge ind til os – ind i os. Ind i vore hjerter, ind i vore sind. Helt ind i vort allerinderste. For Han er den sande glæde der kan ændre vores liv og som rækker ud over lige adventstiden og julen. Det sker såmænd bare ved, at vi åbner os for det store, det overvældende, for underet, som det første gang lød fra englen til hyrderne julenat:

„Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren!“.

Skal det kunne ses på os kristne, at vi her i adventstiden går i spændt forventning? Ja, det skal kunne ses på os, at det er det glædeligste budskab! – Så lad os da tyvstarte endnu engang:

O, kom til os alle, du, højhedens drot, Om lokken er gylden, om håret er gråt, Udbred dine hænder, mens lysene brænder Og skænk os din fred. Thi evig, ja, evig er glæden, Når du følger med.

(Wilhelm Gregersen 1911)

Glædelig advent ønskes alle i Lynge og Uggeløse!