At kunne sine salmer

"Psalmer Gud til loff oc mennisken til salighed" - Salmesang i dag

--------------------------------------------------------------------------------

af Martin Corfix

Mange husker, dengang de gik til præst som et langt terperi af salmevers. Udenadslære, man ikke forstod, eller som ikke gav nogen mening. Derfor indsneg der sig ofte helt forkerte forestillinger: salmen "Ingen er så tryg i fare" blev pudsigt nok til "Ingen er så tyk som far" det samme, der skete, når Johannes Møllehave et sted fortæller, at han som dreng tænkte på en lille mand, der hed Hjort, når evangeliet til 9. søndag efter trinitatis lød: "Frygt ikke, du lille hjord!"

"Hvorfor skal vi lære salmer?"

Konfirmandforberedelsen er nu i fuld gang. Vi begynder timerne i kirken, hvor vi synger en morgensalme. Og som så mange gange før hører man som præst spørgsmålet; "hvorfor skal vi lære salmer"? Her må man så prøve at forklare, at det vi mange gange ikke kan sige med ord, det kan vi synge ud gennem salmerne. Salmen giver os så at sige mæle. Den giver os en fælles bevidsthed. Og som bruger af kirken er det vigtigt, at man kan synge med og dermed føle sig som en del af fællesskabet - den levende menighed. Salmerne og kendskabet til dem kan ikke overvurderes. Ja, det er blevet sagt, at grundtvigsk kristendom egentlig ikke tales ind i mennesker, men snarere synges ind i sjælene ved hjælp af Grundtvigs mange salmer. Salmerne er en så væsentlig del af vores gudstjeneste, at det er vigtigt, at de kommende generationer lærer at forstå og at synge dem igen - lærer, hvilken enestående skat Den Danske Salmebog er.

Den første danske salmebog i 1528

"Hvo som agter musikken ringe - hvad alle sværmere gjøre med ham er jeg dårlig tilfreds; thi musikken er en gave og en velsignelse fra Gud, ikke fra mennesker; derfor driver den også djævelen ud og gjør folk glade; man glemmer ved den al hovmod, vrede og andre laster. Jeg er ganske af den mening og undseer mig ikke ved at påstå, at der næst efter theologien ikke er nogen kunst, som kan sammenlignes med musikken".

Ordene er sagt af Martin Luther, og det var jo netop Luther, der med reformationen gav menigheden mulighed for at være aktivt med i gudstjenesten ved, at salmerne blev sunget på et sprog, man forstod. Menighedssangen opstod herhjemme med den første danske salmebog i 1528. Det må have været en fantastisk revolution, at man på kendte melodier nu kunne følge med i hændelserne i Det Gamle- og Det Nye Testamente, når man var i kirke; "Gud til lovsang og mennesket til salighed", som der stod på titelbladet af salmebogen fra 1528. Bibelhistorien blev gennem den nye salmesang gjort levende, og den syngende blev samtidig oplivet og fik nye kræfter. Salmens styrke gav så at sige fysisk og psykisk styrke.

Og der er blevet slidt på de salmer gennem århundreder, fordi de fortæller os noget om vore grundvilkår, sorger, glæder, om nære og fortrolige ting ved det at være menneske.

Det gør salmerne stadigvæk, men i en tid, hvor folk lytter til musik og køber musik som aldrig før, er det mærkeligt, at sangstemmen bliver rørt så lidt.

Sangtraditionen er for mange gået tabt

Salmebogen og Højskolesangbogen er væk fra hjemmets bogreoler, hvor CD-afspilleren til gengæld står. Vi har glemt at synge - og har ikke givet arven og glæden videre. Sangtraditionen er for mange gået tabt. Og hvis man endelig husker en salme, er det mange gange kun melodien, der jo af Luther var tænkt som hjælpemiddel til at huske teksten. Derfor var melodierne også folkemusik, som man kendte i forvejen. Danskerne synger da, vil nogle hævde, ja, til fodboldkampe og til jul. Problemet er bare, at det, der ikke bliver brugt, det visner.

Mange klager særligt ved juletid over, at salmetonen står for højt. Men når det kun er på sølvbryllupsmorgener, til fodbold og juleaften stemmebåndet røres, så vil alle sange og salmer synes at være skrevet for højt for danske struber.

En koncertlignende gudstjeneste

En organist ved en københavnsk forstadskirke fortalte i et interview for nogen tid siden, at man ansætter flere og flere korsangere ved de større kirker, fordi folk ikke synger med. Det bliver på denne måde mere en koncertlignende gudstjeneste, hvor menigheden lytter til skønsangen fra pulpituret, "der er så skøn og så høj, at man nærmest føler, det er lidt pinligt, hvis man sidder og piber med på bageste række". Det bider sig selv i halen, og den salmesang, der skulle bære menigheden igennem en vekslen mellem bøn, læsninger, forkyndelse, dåb og nadver, - Gud til lovsang og mennesket til salighed - er gået i fløjten. Kirken er snart det sidste sted, hvor folk kommer sammen og har lejlighed til at synge.

Syng med dine børn, fra de er helt små

Menighedssangen må ikke blive for de få. Derfor er det vigtigt, at vi forældre strammer stemmebåndene og begynder at synge med vores børn, allerede fra børnene er helt små. Prøv B.S. Ingemanns morgen- og aftensange. De er lige til at gå til med Weyses smukke melodier og er netop skrevet til at blive sunget derhjemme. Lad os begynde dagen og slutte dagen med en sang, - gøre det at synge til en naturlig del af familiens liv igen, så kan det også være, at konfirmanderne ikke spørger; "hvorfor skal vi lære salmer?", men derimod; "hvor mange nye salmer skal vi lære i år!?"