Carpe diem

Af Sognepræst Martin Corfix

Jeg læste for nogen tid siden en lille sandfærdig historie, som jeg blev i rigtig godt humør af, ja, mere end det, den gik lige til hjertet: Det var i årene efter Anden Verdenskrig i Tyskland. En engelsk sergent fra den britiske besættelsesstyrke ved Rhinen fortæller: "En sommeraften da jeg spadserede med min ven fra regimentet, kom vi forbi et kommunalt børnehjem. En lille rødhåret dreng på fire-fem år råbte til os: "Goddag far!" Vi så tavse på hinanden. Så på barnet, der en smule forlegen tilføjede. "Det kan jo ikke skade noget at forsøge, vel?".Vi lo begge og gik videre, men jeg kunne ikke glemme den lille fyr.

Et par uger senere besøgte jeg min ven og hans kone. Og der opdagede jeg, at vores lille oplevelse ikke blot havde gjort indtryk på mig. Ude i haven legede et nyt familiemedlem - den lille rødhårede dreng, der mente, at det kunne jo aldrig skade at forsøge."

Nej, det kan aldrig skade at forsøge! Her erfarer vi barnets umiddelbare oplevelse af, at alt i verden er opnåeligt. Livsmod havde den lille rødhårede dreng, for det har børn helt naturligt fra skaberens hånd. Han greb livet.

Carpe diem! - det latinske ordsprog "grib dagen" i betydningen grib dagen, mens du har den - altså, sæt alt det uvæsentlige til side og grib livet her og nu, der er ingen der ved, om du har det i morgen!

Tør du i det hele taget leve det liv, Gud giver dig i dag? Det er jo risikofyldt at være menneske. Den lille, rødhårede dreng vovede at række hånden frem til en vildt, fremmed voksen vel vidende, at han kunne blive afvist. Man risikerer at fejle, hvis man prøver noget nyt, og det kan jo være slemt. Soldaten kunne have tænkt: "nej, det er alt for besværligt at blive blandet ind i et forældreløst barns liv, nej, jeg har nok i min egen familie". Men han vovede altså. Vi står altid med muligheden for at blive afvist, og det kan gøre ondt. Men der er noget, der er værre, hvis ikke vi vover. Det er at afgå ved døden i levende live. Det gør vi, hvis vi ikke tør række hånden frem, - ikke tør gribe dagen i dag, - ikke tør stå frem som dem vi er.

"Imitatio Christi" kalder man det siden oldkirken at gøre det, som Kristus gjorde. Man skulle efterligne ham, efterfølge ham: Han der rakte hånden frem til alle, Han der så hvert menneske som en bror eller søster. I alle forhold var Han optaget af det ene: At gå, hvor hans himmelske Far ville føre Ham. Jesus vovede at række hånden frem. Han vovede at give sig selv fuldt ud.

Vi lever i et samfund, der mere og mere bliver et albuesamfund, og hvor parolen lyder: Først mig selv, og så mig selv - og så måske min næste, hvis det er til mit eget bedste…

I næsten to tusind år var "imitatio Christi" eller "du skal elske din næste!" vor civilisations grundlæggende princip. I løbet af 50 år er det blevet erstattet af et nyt budskab "elsk dig selv!". I stedet for det traditionelle budskab "du skal opofre dig!" - er det nye budskab, som TV-transmitteres 24 timer i døgnet: "du skal realisere dig selv!". I en sådan verden er det nemt at overse et medmenneske, der rækker hånden frem mod os. Derfor har vi brug for at høre de ord igen og igen, der lyder: "følg mig!" - den stemme, der aldrig bliver træt af at kalde på os. "Kom! Vov at leve! -  Lever du, eller eksisterer du blot? Har du livsforbindelse til Mig, din frelser Kristus?". Det er nok værd at overveje.

Har vi måske ikke alle prøvet, at når man gør noget for andre, så højnes livsglæden i én selv. Ja, der er faktisk lavet undersøgelser, der viser, at det både er psykisk og fysisk sundt at hjælpe sin næste - at gøre som Han gjorde.

Hvorfor så ikke vove at leve og være til stede for hinanden? - Med den lille, rødhårede drengs ord: "Det kan jo ikke skade noget at forsøge, vel?". Og fejler vi, ja, da er vi fortsat i Guds favn. Så grib sommeren og de lyse nætter - grib livet her og nu!

Billedet: El Greco (1541-1614): Josef og Kristusbarnet (alterbillede, Toledokatedralen) El Greco skildrer meget fint plejefaderen Josef som den beskyttende og omsorgsfulde faderfigur, én, der tager Guds kald på sig, og Kristusbarnet, der viser vejen frem.