Folkekirken skal stadig være værdileverandør til samfundet

Folkekirken skal stadig være værdileverandør til samfundet af sognepræst Martin Corfix

 

Men hvis ikke vi til stadighed lærer fra os og insisterer på at fortælle det gode budskab videre forsvinder vigtig viden, og fremtidige generationer vil være historieløse, uddøde kristne. I Østtyskland fik jeg virkelig øjnene op for den sandhed, da jeg for 10 år siden var på en provstipræstetur til Berlin. Jeg glemmer aldrig den forhenværende biskop over Berlin-Brandenburg, Günther Krusche, i DDR tiden, der sagde, at ”40 års DDR styre gør desværre i dag, at landet er afkristnet.” Netop fordi han sagde det, havde udsagnet stor vægt. Sagen er jo, at under Arbejder- og Bondestaten blev folk, der var medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke eller bare kom der, forfulgt og chikaneret. Børn af kristne forældre og præster kunne ikke få studentereksamen eller en højere akademisk uddannelse men blev udelukket og lagt på is.

Jugendweihe

Konfirmeret blev næsten ingen, men den socialistiske surrogat-konfirmation ”Jugendweihe” havde magthaverne så stort held med, at det selv i dag er det foretrukne overgangsritual blandt teenagere – dog minus de kommunistiske slagord og paroler! Alligevel blev kirken hen imod 1989 et tilflugtssted for skarerne, for her var der et af staten ukontrolleret fristed, hvor ordet om en højere magt end DDR-diktaturet blev forkyndt. Da muren faldt, og man skulle have troet, at endnu flere mennesker ville søge mod kirken, nu da ordet endeligt kunne høres uden censur, der holdt folk lige så stille op med at komme i kirkerne i trit med, at de materielle ting fik overtaget.

Statsateismen sejrede

Som en dame i Golgatha-menigheden i Berlin sagde til mig: ”Førhen var der hul i taget på vores kirke, og der var ingen varme. Nu efter murens fald er kirken restaureret og kirkerummet flot igen, nu kan vi slå dørene op og sige: kom dog ind og vær med i fælleskabet, men nu er der ingen, der kommer: Vi mangler simpelthen de 40 år under Arbejder- og Bondestaten, vi blev historieløse, og lægger vi de 12 nazistiske år til, er det intet under, at kristendommen uddøde.” Det var altså i sidste ende de 52 års massive ateistiske påvirkning, der sejrede! 

 

Vestens selvhad

Samme historieløshed opleves i hele den vestlige verden i øjeblikket, og det gør desværre det samme ved europæernes kristne forankring.  Jeg har lige læst et interview med den norske professor i international politik, Janne Haaland Matlary, der er medskribent på en ny norsk bog, ”Gud er tilbage”. Matlary siger mange kloge ting, bl.a. ”Der er en tendens i samfundet til, at religioner i stigende grad sættes i skammekrogen og bliver set som noget negativt. Vi så det i den såkaldte krucifiks-dom fra Strasbourg. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i 2010 en dom mod Italien, hvor staten blev dømt til fjerne alle krucifikser fra offentlige klasseværelser, fordi det blev anset for at stride mod religionsfriheden. Dommen blev imidlertid omstødt i 2011, hvorefter Italien fik medhold i at have sin majoritetsreligion i offentligheden. Religionsfrihed giver minoriteter ret til at udøve deres tro uden indblanding, men at en stat historisk har en religion, giver den ret til selv at vælge, hvilken rolle denne majoritetsreligion skal have i samfundet. Det er en helt legitim pluralisme,”. ”Europas akademikerelite var begejstret for den første dom, men ikke så meget for den anden. Men vi fik altså slået fast, at der ikke er nogen modsætning mellem religionsfrihed og det faktum, at den italienske stat har en kristen identitet. Det har ifølge mig altid været selvfølgeligt: at nogle lande er kristne af natur og historie, mens andre lande har en anden religion. Det eneste relevante med tanke på religionsdebat er, at minoriteter får frihed til at udøve deres religion som de vil – det betyder ikke, at alle religioner skal være lige.”

Kundskab om kristendom nødvendig

Den militante sekularisme, som Janne Haaland Matlary mener, har slået rod i mange vestlige lande, får ifølge hende næring af, at færre kalder sig kristne. Hun peger på, at det er umuligt at opretholde kristendommens betydning i samfundet uden kundskab om den.
”Vi er for indskrænkede i forhold til, hvad børnene lærer i skolen. Børn behøver et solidt faktagrundlag om vestlig kulturhistorie, og hvad der har formet vores samfund. Jeg er bekymret over manglen på faktisk kundskab om filosofi og teologi, og vi er i gang med at skabe befolkninger, som ikke kender deres egen historie. I britiske skoler indeholder læreplanen klassikerne tilbage til Grækenland og Rom, og det er den rigtige retning at få for at forstå menneskerettighederne, og hvad vores samfund bygger på,” siger hun.

Matlary har jo ret, for et folks kultur og åndsliv er jo uløseligt forbundet med skolen. Det vigtigste er derfor fortsat undervisning i kristendom, dens historie og vor humanistiske arv på alle alderstrin. Der står jo også i Grundloven, at staten understøtter folkekirken, og det skal selvfølgelig forstås som en ideologisk understøttelse, d.v.s, at den sørger for at undervise vore børn og unge i det værdigrundlag, som er statens, nemlig kristendommen. Selvfølgelig ikke forkyndende - det skal vi nok tage os af i mini- og konfirmandundervisningen – men formidle kundskab derom. Derfor er det også glædeligt, at den ny bekendtgørelse om læreruddannelsen, der blev offentliggjort den 9. marts, direkte betoner evangelisk-luthersk kristendom og det klassiske grundtvigske begreb livsoplysning i lærernes almene dannelsesfag.

Kristendommen er landets primære kulturbærer og bidrager dermed til sammenhængskraften i samfundet. Det ville være ulykkeligt, hvis båndet mellem stat og kirke ligesom i Sverige blev kappet. I Sverige viser det sig nu, at mange af dem, der var med i processen, fortryder skilsmissen, også den tidligere svenske statsminister Göran Persson beklagede det for nogle år siden: ”Svenska Kyrkan var et af de få nationale symboler i vores land, som tilbød et nærvær og et indhold i hverdagen.”

Derfor skal budskabet fortælles videre, så det ikke glemmes. Et barn i 3. klasse skal have at vide, hvorfor vi fejrer påske, men barnet skal også høre, at det har afgørende betydning i dets liv, at det blev påske!