Helligtrekonger

LEXICON af Martin Corfix

De Hellige Tre Konger med legendenavnene Kaspar, Balthasar og Melchior er betegnelsen for de vise mænd fra Østerland, som i mattæusevangeliet 2,1-12 spørger: ”Hvor er jødernes nyfødte konge? for vi har set hans stjernegå op og er kommet for at tilbede ham.” Intet sted står der, at de var tre, ej heller at de var konger. Men da man senere hos Mattæus erfarer, at de skænker Jesusbarnet kostbare gaver; guld, røgelse og myrra, gik man i oldkirken  ud fra, at de var rige, og der ud fra gavernes antal måtte være tre. Kongerne hører vi om i profeten Esajas’ bog 60, 1-6; ”Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans.” – Lyset og stråleglansen tolkede man som julestjernen over Bethlehem, og at det var konger stod også at læse hos Esajas.  I den vestlige kirke blev vismændenes besøg opfattet som Kristi første åbenbaring for hedningerne. De tre konger blev uhyre populære som helgener, og i løbet af middelalderen digtede man navnene til dem. I 1162 hævdede man at have fundet deres ben i Milano, og disse relikvier blev straks skænket til domkirken i Köln.  I Norden dyrkede man også helgentriaden, og mange af vore middelalderkirker kan i dag fremvise et kalkmaleri af Helligtrekonger.

Struensee afskaffede i 1770  Helligtrekongers dag (6. januar) som helligdag, og den gik herefter ind i kirkeåret som Helligtrekongers søndag.

Helligtrekonger forblev dog i folketroen; kongernes navne værnede fra deres helgentid mod ild. Og det fortælles, at man i landsbyer overalt i Danmark – sikkert også i Lynge og Uggeløse -  havde den skik helt op i 1800-tallet at gå ud Helligtrekongers aften og råbe fra gård til gård: ”Kaspar, Balthasar og Melchior, de hellige tre konger! Hvo som hører, han svarer”. Nabogården meddelte så; ”Vi svarer” og gentog udråbet, indtil hele landsbyen havde svaret. Således følte landsbyen sig skærmet mod ildsvåde det følgende år. Også børnene fejrede den 6. januar. Ved aftentide gik de udklædte som helligtrekonger rundt på gårdene ledt af en stjerne på en lang stang, idet de sang: ”O Stjerne, hav tak, vor ledende ven imellem de vildsomme veje. Alt hytten vi se; nu kender vi den;

Lyksalighed monne vi eje. Med Glæde vi træde herind i det fattige hus.” Man sang et par salmer mere, og så blev børnene trakteret med søde sager