Hvis der aldrig har været en Gud, hvorfor savner vi ham så så meget

Hvis der aldrig har været en Gud, hvorfor savner vi ham så så meget?

Af Martin Corfix

”Samfundet har glemt Gud.” Sådan udtalte biskop Joe Aldred fra en pinsekirke, der har rødder på Jamaica, efter at flere bydele i London var blevet hærget, plyndret og nedbrændt af kriminelle og utilpassede unge i august måned, og han fortsatte: ”Som en troende person ser jeg den afstand, vi har lagt mellem os selv og Gud. Samfundet gør ikke længere i Gud, og det synes at være generelt accepteret. Vi forholder os ikke til troen. Vi gør det ikke i skolen. Moral og etik samt forskellen mellem rigtigt og forkert bliver der ikke længere lært inden for rammen af tro. I stedet får de unge deres moralbegreber fra tv-stationer som MTV, og det er ikke særligt hjælpsomt.” Biskoppens ord fik mig til at tænke på en samtale, jeg havde for et par år siden med en norsk orlogspræstekollega, teologen Paul Otto Brunstad. Han kalder os nemlig for ”det saturniske menneske”: Saturn er den fjerneste af alle planeterne i solsystemet, der kan ses med det blotte øje. Man kan også sige, at Saturn er den  mest ensomme af planeterne – den, der har frigjort sig i forhold til de andre planeter, og hvis vi fører dette billede over på det  postmoderne menneske, så er vi det saturniske menneske: Den skabning, som har frigjort sig fra Gud og som derfor føler  ensomhed. Prisen for separationen, frigjortheden, indsigten og overblikket er melankolien, en "tristesse global". Vi svæver et  sted derude – frigjorte, autonome, separeret  – med indsigt og et nærmest himmelsk overblik, – men vi er underligt ensomme  og triste. For nyligt genså jeg István Szabós film ”Sunshine”. Her følger vi den jødiske familie Sonnenscheins identitetskamp  gennem 150 år, hvor 3. generation til sidst efter fornægtelse og forfølgelse genfinder sin religiøse identitet. I denne søgen siger  3. generations Ivan Sors, ”hvis der aldrig har været en Gud, hvorfor savner vi ham så så meget.”

Tomheden, melankolien,  tristheden har grundlæggende med gudsfraværet i verden at gøre. Vi savner simpelthen Gud. Da det moderne menneske holdt  op med at lade kristentroen forme dets liv, havde det heller ikke nogen Gud mere, der kunne give den plagede syndsforladelse. Det moderne menneskes skyldfølelse blev sekulariseret, og derfor ”brænder” det moderne menneske så at sige ”inde” med det, der gør ondt. Uden Gud som skaber og opretholder, er der ikke nogen Gud, der frelser og forløser mennesket, og menneskets samvittighed og ansvarlighed sløres, når det ikke længere har Guds lov over sig. Det sidste så vi tydeligt under urolighederne i London, hvor et overvågningskamera fangede en bande, der tilsyneladende ville hjælpe en såret dreng, men  som i virkeligheden plyndrede ham under dække af barmhjertighed.

Denne åndelige opløsning kræver en åndelig opvågnen.  Først og fremmest må vi have taknemmeligheden tilbage; taknemmeligheden ved at være skabt, - at være villet af Gud. Det vil på  længere sigt gøre os ansvarlige overfor vore medmennesker. Til det at være menneske hører jo at være ansvarlig – at svare til Guds fordring. Som skabninger må vi altid se os som stående under Skaberens myndighed med ansvar for vort eget og de andres liv. Sagt helt basalt og banalt må vi genfinde troen på Gud som vores skaber, frelser og forløser. Ellers vil gudløsheden, rodløsheden, uansvarligheden, utaknemmeligheden og ligegyldigheden på sigt ødelægge den enkelte, - ødelægge hinanden, og i sidste ende nedbryde vort samfunds værdier, nedbryde demokratiet og verden.

Derfor har kirken en stor opgave i vores samfund. Det er i disse år helt essentielt, at vi som kirke formidler de kristne værdier og klart siger, hvad der er kristendom, og hvad der ikke er det, og får rettet op på det dannelsestab, der vitterligt er i samfundet  i.h.t. kristendom. Det er vigtigt at skabe forståelse for kristendommens enestående betydning i den vestlige historie, og det er oplagt, at man i en tidlig alder bliver undervist og bevidst om, at kristendommen har præget det danske samfund op gennem en tusindårig historie. Derfor er en vigtig del af vi præsters opgaver i dag at uddanne og oplyse de kommende generationer, og vi skal som kirke insistere og arbejde på, at kristendommen forbliver værdileverandør i samfundet, og det gør vi netop i  gudstjenesten, i de kirkelige handlinger og i undervisningen af konfirmander, i Skole-Kirke samarbejdet, - et folks kultur og åndsliv er jo uløseligt forbundet med skolen, - ved debatmøder, kulturarrangementer, kirkehøjskole, aviskommentarer etc. Det saturniske menneskes melankoli er længslen  efter at komme ind i det fællesskab med Gud, man så smerteligt er blevet skilt fra. Forfatteren Sigrid Undset beskriver i en roman en sådan åndelig opvågnen, da hovedpersonen møder kristendommens sandhed: ”Hvis det  var sandheden, så var jo hele livet så ufattelig meget mere vidunderligt og farligt og rigt, så usigeligt meget mere alvorligt og værdifuldt, end han nogensinde havde drømt om”. Tilbage til rødderne – det er det moderne  menneskes store udfordring, - det er også kirkens.

Om billedet. Joakim Skovgaard (1856-1933): "Kristus i de dødes rige", (1891-94) © Statens Museum for Kunst