Jeg holder af gudstjenesten

Jeg holder af Gudstjenesten Af Martin Corfix

Jeg har lige været på studietur til Bergen med alle kolleger i Hillerød Provsti. Her fik vi kigget på norsk kirkeliv, og mange ting er anderledes end i folkekirken. Vi dumpede også lige ned i en liturgifornyelse i den norske kirke; forslag til en ny gudstjenesteform med ny messesang og menighedssvar, og vi så de forskellige liturgiforslag, som organister, præster og menigheder skal sætte sig ind i; en mursten af en liturgibibel i A4 format.

Vi hørte også prøver på noget af den nye liturgi, men det var som om æstetikken haltede bagefter. En kollega og jeg kunne absolut bedst lide liturgien fra 1920,  da vi havde hørt de mange nye forslag! Kirkerne i Norge skal imidlertid vælge, så for fremtiden bliver det sådan, at der ikke som før vil være en genkendelighed i gudstjenesten deroppe: Nogle steder vil den blive gospelinspireret, andre steder en mere jazzificeret udgave og nogle steder føler man sig hensat til det lidt halvfromme ”happysound”. Men man vil savne genkendeligheden i gudstjenesten, tror jeg, når man kommer til gudstjeneste, dåb eller konfirmation i nabokirken.

Måske er man i gang med at lave et virkeligt selvmål, for man vil mærke sammenhængskraften forsvinde i det norske gudstjenesteliv. Organisten, der gennemgik liturgiforslagene var ikke ovenud begejstret, og en norsk præst ironiserede: Vi bliver ved den gamle liturgi i vores kirke, når så alle de andre har lavet deres om, vil folk skønne på os!

Vi skal selvfølgelig ikke stagnere i ortodoksi, og i højmesseordningen i Danmark er der masser af muligheder for at afprøve nye tiltag, både hvad angår liturgien - der kan slankes eller fyldes på efter behov, det kirkemusikalske, salmevalget og bønnerne, men der er en overordnet liturgisk rettesnor for, hvordan en Evangelisk-Luthersk gudstjeneste hænger sammen - gudstjenesten følger helt detaljeret en bestemt plan. Fra tid til anden dukker der også meningsdannere, skribenter og coaches op i vores hjemlige debat, der mener at fornyelse er den eneste vej frem; der skal prædikes alt andet end kristendom, og kirkens liturgi og salmerne siger ikke folk noget, hævder man. Sjældent bliver disse røster modsagt, og er det præster, der tager til genmæle, bliver det oftest en boomerang; præsten har jo noget i klemme.

En af Danmarks fremmeste lyrikere Søren Ulrik Thomsen skriver dog i sit essay ”Pro Ecclesia” noget ganske andet: ”Jeg elsker den lutherske højmesse og krymper mig, hver gang den kritiseres af mennesker, der mener, at folk ville strømme til kirke, hvis bare gudstjenesten blev lavet om. Kritikken falder typisk i, hvad man kunne kalde en højkirkelig og en lavkirkelig. Den første kommer ofte fra personer fra de intellektuelle mellemlag og lyder på, at vores version af kristendommen er puritansk, arbejdsliderlig og skyldbetynget, at den danske kirke er billedfjendsk og dens gudstjeneste trist, sansefattig og liturgisk flad. De ser en modsætning mellem det mørke og kolde norden og det anderledes glødende syden, og de mener, at mange flere ville komme i kirke, hvis blot vi lærte af de farverige katolske og orthodoxe traditioner...” jeg er ret overbevist om, at en sådan kritik kommer fra mennesker, der på deres kulturrejser sydpå nok har stukket hovederne indenfor i de skønne kirker, men aldrig siddet en hel katolsk messe igennem, lige så lidt som de har gjort sig fortrolig med den lutherske.”  Tidstypisk tale er det ikke, men tidsånden, der er overrepræsenteret af mediesmarte skribenters meninger om folkekirken, skal fra tid til anden tales imod, og det gør Søren Ulrik Thomsen på bedste vis. I kirken forkyndes der kristendom, tilværelsen tolkes gennem vore bibelske tekster, i liturgien, i salmesangen, i bønnerne og i prædikenen, og derfor er vi befriet fra kun at høre det, vi som mennesker kan sige os selv, men netop samles om det, der er større end os selv og vort eget.

Er det i virkeligheden ikke det, forfatteren Dan Turell skriver, da han erindrer en morgensamling på sin gamle skole: ”Da jeg hørte det første vers: ”Lysets engel går med glans” besvimede jeg, for første gang i mit liv. Jeg faldt sammen og blev båret ind i et klasseværelse, hvor jeg vågnede nogle minutter senere, stadig mumlende - sagde de - om Lysets engel. Dette billede var så stærkt og rent, at det kunne ramme selv en 10-årig gadedreng i hjertet eller livet, under en morgensang, man - barn og barn imellem - ellers kun opfattede som en lejlighed til at parodiere og gøre nar … Lysets Engel væltede mig - bogstaveligt. Lysets Engel gik gennem skolens mure og ud i Vangede. Verden var ikke mere den samme”.

Verden er ikke mere den samme, burde man sige efter hver gudstjeneste på vejen hjem, og dog er gudstjenesten et udtryk for, at der er noget, der er bestandigt, noget der varer ved og som rækker helt tilbage, og det er befriende i en uregerlig og omskiftelig verden.