Julen han aldrig glemte

af Martin Corfix

En fortælling, jeg hver jul vender tilbage til, er, hvordan den danske krigsfangesekretær, teologen Christian Christiansen, 1945 holdt jul med tyske krigsfanger i en russisk krigsfangelejr ved Krasnagorsk. Christiansen var fra 1942 til krigens afslutning repræsentant for KFUMs Verdensforbund og rejste rundt i Tyskland for at besøge allierede krigsfanger. Ved krigsafslutningen befandt han sig i Berlin, hvor han blev befriet af russerne. Repatrieringen gik over Moskva for at komme til København. Men det, der bare var en formalitet, blev til et års fangenskab i Stalins Sovjetrepublik. Uretmæssigt beskyldt for at have samarbejdet med Gestapo samt at stå i ledtog med den engelske efterretningstjeneste(!)

Ved juletid 1945 blev Christiansen overflyttet fra Butyrka-Fængslet i Moskva til en krigsfangelejr i Krasnagorsk.

Jeg mødte Christian Christiansen og hans fortælling 1989, da jeg var tilknyttet forskningsprojektet ”Kirken under besættelsen” ved Odense Universitet. Vi  var kommet hjem til vort hotel efter middag i bispegården hos biskop Vincent Lind, og netop denne aften skete det for alle helt utænkelige - muren faldt - det var den 9. november, og det, vi var vidne til på tysk fjernsyn, var på mange måder også afslutningen på alt det, som Christian Christiansen havde været igennem i Tyskland og Sovjetunionen. Christian Christiansen døde i 2001, og jeg rister ham hermed en minderune:

Julestemningen i lejren var på nulpunktet. De tyske krigsfanger havde nok at tænke på; hårdt slavearbejde – kålsuppe, der mere var vand end suppe – loppe og lusebid – kulden – sulten – diarreen – døden – hjemlængselen og uvidenheden.

Den sidste uge inden jul samlede Christiansen og hans svenske medfange, journalisten Edward af Sandeberg, forråd af deres sparsomme brødration: Juleaften ville de være mætte. Endvidere ”organiserede” Edward en lille grankvist og Christiansen fik fat på et par stumper stearinlys, han havde set sit snit til at snuppe på et af kontorerne. Som kronen på juleforberedelserne lykkedes det Sandeberg med en af de russiske vagter at bytte et par strømper for en lille skål havregrød.

Christiansens Bibel og salmebog havde russerne konfiskeret, men et par af de tyske krigsfanger havde gemt deres felttestamenter. Disse to Nye Testamenter gik fra hånd til hånd i barakken. Alle ville i deres elendighed læse de trøstende ord, derfor blev der sat en halv time af til hver, for at alle fangerne kunne komme til. Også Christiansen og Sandeberg fik lavet en afskrift af juleevangeliet.

Juleaften oprandt, de to små lysestumper blev tændt og sat på grangrenen. Den organiserede havregrød blev smurt på de gemte brødrationer. Lysene varmede og lyste den store fangebarak op. Rundt omkring sad de tavse krigsfanger i deres slidte og iturevne uniformer. Alles opmærksomhed var rettet mod de to små lys på grankvisten, der strålede i det mørke lokale. Da de to skandinaver begyndte at læse juleevangeliet højt for hinanden, blev det for meget for de prøvede krigsfanger – tårerne løb ned ad deres skæggede kinder, og følelserne fik frit løb. De fleste var veteraner fra Stalingrad, hvor de havde overlevet de frygteligste ting. Stalingrad havde de klaret, men at være vidne til, at to mænd sad omkring en funklende grankvist, mens ordene om Ham, der blev født til at sætte alle folkeslag fri, lød, - det var ikke til at bære. Minderne om julen derhjemme og det juleevangelium, som de også havde hørt i samvær med deres familier, trængte sig på. Deres håbløse situation flød sammen med disse minder, og gråden kunne ikke holdes tilbage.

Christiansen og Sandeberg var selv tynget af gråd. De var endda uretmæssigt holdt tilbage af russerne. Påvirket af stemningen i barakken gik de ud i den stjernefyldte vinternat, hvor de langs pigtrådshegnet i tavshed lod deres tanker gå over det snedækkede landskab i Krasnagorsk til familierne hjemme i Danmark og Sverige, men også med det løfte fra Jesus Kristus, at han ville være med sin menighed alle dage indtil verdens ende.

Christiansen havde siden 1942 haft at gøre med mange allierede krigsfanger, og han var vant til at opleve krigsfanger, som græd eller var bange. Men den juleaften i Rusland oplevede han en julesorg så stor, der kun kunne slukkes med ordene fra Bethlehem: ”Frygt ikke; thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi jer er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!”