Juletræer, hukommelsestab, Kristus og de andre

Julen er gentagelse, og gentagelse er tradition og tradition er forudsigelighed. Et meget stærkt, tilbagevendende og fællesskabsdannende symbol er selveste juletræet, og hertil hører de salmer og julesange, vi synger, når vi går omkring det. Træet er uadskilleligt forbundet med julen, og mange tænker måske slet ikke over det kristne signal, som jo ligger i juletræet.

  Sidste år kunne man i forbindelse med det manglende juletræ i Egedalsvænge i Kokkedal sjovt nok høre, at ”juletræet slet ikke er et kristent symbol”. Det passer imidlertid ikke, idet det stedsegrønne træ er et evighedssymbol og et minde om det livets træ, der stod i Edens have, og Kristus blev fra begyndelsen forstået som ham, der atter åbnede for menneskets adgang til den have, det var blevet fordrevet fra. Ligesom Kristus selv blev set som et livstræ, hvor Gud var roden, Kristus stammen og menneskene grenene. Forbindelsen mellem juletræet, livets træ og Betlehemsbarnet går altså langt tilbage, og B.S. Ingemann brugte netop denne indfaldsvinkel, når han skriver om juletræet i sin salme ”Julen har bragt velsignet bud”: ”Grenen fra livets træ står skønt med lys som fugle på kviste”.

  Martin Luther tog omkring 1536 et grantræ ind i sin stue og satte lys på, og herfra bredte skikken sig ud over Tyskland. Historiske kilder fortæller dog, at juletræsskikken allerede i 1521 var så udbredt i det dengang tyske Alsace, at områdets myndigheder udstedte forbud mod at fælde grantræer i skovene ved juletid, så vi kan vist konkludere, at juletræet er en gammel kristen tradition på lige fod med julekrybben. I Kokkedal blev de beboere, der gerne ville have, at traditionen med juletræ og juletræstænding blev højtideligholdt, af flere meningsdannere dog mødt med bagatellisering og skuldertræk, mens de nonchallant fejede dem af med et ”har de virkeligt ikke andet at gå op i!” En besynderlig kommentar, når julen jo netop er gentagelse og tradition, - en del af vores kollektive erindring.

Svenske tilstande

Men hvad er det, der gør, at det lige er de kristne traditioner, der hele tiden står for skud i den højt besungne mangfoldigheds navn?   Det manglende juletræ eller en børnehaves afbud til den traditionelle juleafslutning i Lillerød Kirke, fordi præsten lyser velsignelsen, er blot to af mange historier ud over den kristne verden om tabet af den fælles erindring, og jeg er nu blevet bekendt med, hvad der lige er foregået i Sverige i forbindelse med de indledende runder af valget til en ny ærkebiskop. Kandidaterne fik stillet flere spørgsmål og et lød besynderligt nok: ”Giver Jesus et sandere billede af Gud end Muhammed”. Der blev nu vævet frem og tilbage, indtil kun en af de fire biskopper knebent tilkendegav et ”ja”, men ingen af de tre andre ville offentligt bryde sig om at sætte Kristus højere end Muhammed! Den besked var der ikke meget julebud over, når man betænker, at udmeldingen kom fra ansøgerne til den svenske kirkes højeste embede. Det blev dog for meget for den højt estimerede teologiske professor, Eva Hamberg, der derfor prompte trådte ud af Svenska Kyrkan for at finde sig en evangelisk-luthersk frikirke. Hun retter en svidende kritik af ærkebispekandidaterne og kirken: ”Bare det, at de ikke kan svare klart og tydeligt på det spørgsmål, - da jeg selv blev præsteviet ville et sådant spørgsmål i øvrigt have været utænkeligt at stille”, og Hamberg slutter med at sige, at hun ikke kan tage ansvar for den omsiggribende politisering og sekularisering af Svenska Kyrkan.

Samfund med hukommelsestab

Den franske antropolog Hervieue-Legere ser netop troen, religionen, som en form for kollektiv erindring, men når samfundene bliver mindre religiøst baserede, - tømmes de for tro, og det ser Hervieue-Leger som et udtryk for, at de ikke er i stand til at opretholde den kollektive erindring. Hun beskriver sådanne samfund som "amnesic societies", samfund med hukommelsestab. Den karakteristik passer på hele den vestlige verden som samfund, kulturer, ja, selv biskopper med hukommelsestab.

I London og Storbritannien er det således snart mange år siden, flere stormagasiner, firmaer og Londons borgmester droppede den kristne julehilsen ”Merry Christmas” til fordel for ”Happy Seasons”, og i en californisk park i Santa Monica er de traditionsrige julekrybber blevet forvist efter indsigelse fra en ateistisk forening. En føderal domstol dømte julekrybberne ude ved at forbyde den 60 årige tradition for krybbespil-udstillinger i den offentlige park. De Kristne kirker var selvfølgelig kede af dommen og betegner det nye forbud, der gælder både religiøse og ikke-religiøse sæsonudstillinger i parken, som et beskæmmende knæfald for en lille minoritet af ateistiske lyseslukkere.

En frelser er født os

Nogle vil indvende, ja, men juletræer og krybbespil er jo bare en falsk idyl, en pastiche, - sådan var det jo slet ikke i Bethlehem, for de var ludfattige. Indrømmet, det var de, Maria, Josef og barn Jesus, men et juletræ og et krybbespil fastholder os alle på, hvorfor vi overhovedet offentligt kan ønske hinanden "Glædelig Jul"! Juletræet og julekrybben er en del af vores kollektive erindring, den store fortælling, som det er så vigtig at forstå for at kunne begå sig i vores kultursfære.

Selvfølgelig er samtalen mellem religionerne en nødvendighed, men er man kristen teolog og præst, er man forpligtet på at udarbejde en kristen religionsteologi, der beskæftiger sig med, hvorledes man skal vurdere kristendommens sandhedsprætentioner og absoluthedskrav i forhold til andre religioners tilsvarende. Her må jeg så spørge, hvor blev lige de fire svenske biskoppers religionsteologi af? Led de mon af momentant hukommelsessvigt og glemte, at hvis man ikke som kristen bevarer sit standpunkt, nemlig Kristus, som udgangspunktet, så ender man i en meningsløs religionsrelativisme, den totale forvirring.

Jeg står i den kristne tradition, og den har jeg i sinde at blive stående i til min død. At andre vælger Buddha, Hare Krishna eller Muhammed som den, de anser, for deres sandhed, det generer mig ikke; og jeg er lige nu i den højeste julestemning til at gå ind i en fredelig kappestrid om, hvem af disse fire herrer der hat sat og fortsat sætter de smukkeste frugter! Kristus og ingen anden er min ledestjerne, og jeg kan ikke pege på nogen anden vej til frelse end Ham. Derfor ønskes alle i sognene en Glædelig Advent og en Glædelig Jul!