Knud Rasmussen og Lynge Præstegård

af Sognepræst Martin Corfix

2007 er udnævnt til Polarår, og da Lynge og Grønland historisk har knyttet så tætte bånd gennem Knud Rasmussen, har vi fundet det på sin plads at vie en dag til Knud Rasmussen og hans saga. Helt tilbage i drengeårene har jeg været fascineret af Knud Rasmussens historie, når min far Kay - selv sejlende sømand på Grønland i 40’erne og 50’erne - fortalte om dengang han sejlede sammen med inspektøren for Østgrønland, Einar Mikkelsen: Den gamle grønlandsfarer, der i 1908 var taget efter Danmarksekspeditionen for at finde ud af, hvad der var sket med Mylius-Erichsen, Brønlund og Høegh-Hagen. De var  sammen ombord på tremastskonnerten Elisabeth af Marstal, hvor min far var ungmand. Det var i august 1947, - man skulle til Grønlands Østkyst: Angmarsalik, - Scoresbysund - samt forskellige udsteder for at lægge depoter ud til en af grønlandsforskeren Eigil Knuths ekspeditioner. I min barndom har jeg derfor hørt masser af historier om de grønlandske fangere og Knud Rasmussen, som jeg ser som en af vore helt store danskere.

Siden 1998 bor min familie og jeg i det hus, hvorfra min drengehelt forberedte flere af sine polarekspeditioner. Hans hus i Hundested kender de fleste, men hvad ikke så mange tænker på, er, at Knud Rasmussens første tre polarekspeditioner delvist blev planlagt og udgik fra Lynge Præstegård, hvor Knuds far, Christian V. Rasmussen, siden 1896 var præst.

Masser af berømtheder og journalister færdedes dengang hjemmevante ud og ind af præstegården:  forfatteren Johannes V. Jensen; Peter Freuchen; medlemmerne af den Den Danske Litterære Grønlandsekspedition (1902–1904) Deltagerne var Journalisten og forfatteren Mylius-Erichsen, greve og kunstmaler Harald Moltke og Knud Rasmussen, og de fik forud for ekspeditionen undervisning i grønlandsk udtale og grammatik af Pastor Rasmussen, der foruden at være præst i Lynge-Uggeløse også var lektor i grønlandsk ved Københavns Universitet. Knud skulkede dog fra undervisningen, når han så sit snit til det, - han kunne jo sproget. Han var født i Jakobshavn, hvor hans far havde præstekald, så han havde fået sproget ind med modermælken.

Langt fra Lynge mødte Knud i 1903 polareskimoerne og blev polarforsker på fuldtid. Fra nu af og til sin alt for tidlige død i 1933 er han konstant på farten, lægger den ene strækning efter den anden under sin hundeslæde. I 1910 opretter Knud sammen med vennen, Peter Freuchen, handelsstationen Thule, hvis overskud skulle bruges til udforskningen af det arktiske område. Herefter begynder de berømte Thule ekspeditioner – syv i alt, hvorfra Knud hjembringer uvurderlige etnografiske skatte; tryllebinder en hel nation med sine rejseskildringer og historier om de nye mennesker, han møder, verdens nordligst boende folk. Han besøger næsten alle eskimoernes bopladser og optegner minutiøst det eskimoiske folks sange, sagn og myter, som den dag i dag er nogle af de vigtigste kilder til den grønlandske kultur. Et af disse sagn optegner Knud i en lille bygd, hvor vi hører om urmørket og lyset, der kom ind i verden: ”I Tidernes Begyndelse levede Menneskene i et evigt Mørke; det var nat altid, og ingen kendte Dagen. Og Menneskenes Liv var evigt som Mørket, og ingen fandt hvile i Døden. Dengang syntes Verden meget lille, og man troede, at Bopladsens Møddinger var Jordens Grænse; for ingen havde nogensinde haft Udsyn over Landene. Og der var ingen Maane og ingen stjerner og ingen Tid; alt var uden Ende. Livet levedes uden glæder, - Menneskene brød sig ikke særligt derom. Da skreg pludselig engang en gammel Kvinde i Angst ud i Vejret: ”Tag Mørket fra os og giv os Lyset!” Og den gamle blev hørt. Men det var somom vinden hviskede til hende: ”Med lyset følger også tiden”. Kvinden råbte igen: ”Tag mørket fra os!” Og mærkede vindens svar: ”med tiden kommer døden - valget er Jeres” Kvinden råbte: ”Tag mørket fra os, og giv os lyset og tiden og døden!” Og dagen aabnede sit Øje i Øst: Lyset vældede ud over landende, og Døden løste Sjælene fra de trætte Legemer. Og Menneskene saa, at Jorden var fuld af Skønhed. Alle Sind aabnede sig for dén store Glæde, der er lyset.” Der er meget, vi kan læse ud af Knuds lille optegnelse. Eskimoerne i sagnet valgte lyset, livet og tiden og dermed også døden. For hellere glæde sig og elske her og nu, og så bagefter med tiden leve med sorgen, fremfor at gå rundt i evigt mørke. ”Carpe diem” sagde de gamle romere; ”grib dagen” – lev livet nu! For du ved, at lys og mørke, - glæde og sorg er uløseligt forbundet. Det er menneskekår, hvad enten vi er eskimoer eller danskere. Som kristne skal vi leve livet her og nu, men vi har dog et håb, der rækker ud over døden. Et håb om, at Kristus også har beredt en plads til os i livet efter livet på den anden side, hvorefter ”så frydelig der, til evig tid, med venner i lys vi tale!”

En god og varm sommer ønskes alle i sognene – og husk så Grønlandsdagen den 2. september: kom og hør bl.a. om Bent Lumholts natlige møde på havisen med to eskimoånder… og meget mere om Knuds saga – alle er velkomne!

Foto: ”Bjørnebrødre”, Den Danske Litterære Grønlandsekspedition, Harald Moltke, Ludvig Mylius-Erichsen og Knud Rasmussen efter ankomsten til Grønland i 1902