Korstogene - kimen til uenighed islam og kristendommen imellem

Korstogene – kimen til uenighed af sognepræst Martin Corfix

Herbert Pundik skrev for et par år siden om den oplevelse, han havde haft på en Unesco-konference i Rabat i Marokko om dialog mellem kulturer og civilisationer - Vesten og den islamiske verden imellem. Pundik kom ind på, at konferencen var ”præget af monologer fra muslimsk side, der afslørede en sindstilstand, der er karakteristisk især i den arabiske verden. Skylden for konflikten mellem dem og os er Vestens”. Man sporede en tendens fra islamisk side på konferencen, skrev Pundik, til at Vesten skal gøre afbigt for tidligere tiders forsyndelser. Det var bl.a. korstogene, der referedes til.

Man behøver som ikke at tage til Marokko for at få den oplevelse: Ofte har jeg som præst, nærmest i en bisætning fået serveret anklagen: ”det var jo også kirken, der begyndte med korstogene” – nogle gange har jeg så fået indført mit synspunkt i debatten, som dog ikke kan koges ned til 5 minutter, men lad mig alligevel prøve på denne begrænsede spalteplads.

I disse år bliver historien om korstogene kraftigt revideret, en del teologer og historikere gør op med (for)tidens ensidige historieskrivning, myten: at korstogene var uprovokerede, imperialistiske og racistiske overfald på den arabisk-muslimske civilisation. For det er ikke et sandt billede af historien. I de første århundreder brugte den kristne kirke sine kræfter på uafbrudte teologiske stridigheder, så da den nye, enkle Muhammed-lære i midten af 600-tallet dukkede op, gik der faktisk kun ca. 50 år (!) før den klassiske kristne verden var løbet over ende af Muhammeds halvmånetog. Der hvor kristenhedens vugge også havde stået i Egypten og Nordafrika var nu erobret. I løbet af de næste 300 år underlage de muslimske hære sig store dele af Asien, størsteparten af alle gamle kristne kulturlande i Mellemøsten og langs det sydlige Middelhav. Spanien blev allerede erobret i 711, det vestgotiske rige faldt - og man fortsatte ekspanderingen ind i Frankerriget – det nuværende Frankrig, hvor maurerne først blev stoppet af kong Karl Martell ikke langt fra Paris i slaget ved Poitiers 732. To tredjedele af den kristne verden var dog erobret og undertrykt.

I Vesten ser vi hos forfattere som bl.a. Jan Guillou tit og ofte en romantisering af denne erobring af den daværende kristne verden, og man hævder, at man levede i interkonfessionel fred og fordragelighed i de områder, islam underlagde sig.

Efter 1968 fik myten rigtig vind i sejlende. Imidlertid hviler denne moderne myte på en alvorlig forglemmelse, at korstogene som alle andre begivenheder må forstås ud fra den ovenfor skitserede historiske sammenhæng: korstogene var modtræk overfor de muslimske hæres ekspandering og et forsøg på at generobre en lille del af de områder, disse hære tog i besiddelse i det 7.-8. århundrede. Mellemøsten var før islam kristent land, faktisk det ældste kristne land. Endnu i 900-tallet var flertallet af indbyggere i Det Hellige Land kristne. Men med erobringen i 1000-tallet tager fordrivelserne og tvangskonverteringerne af de kristne til. Sultan al-Hakim lod de store kristne kirker i Jerusalem nedrive, pålagde de kristne ekstra skatter og håndhævede de islamiske påbud om, at kristne og jøder skulle være underdanige over for muslimer. Hertil kommer det helt afgørende, at man lukkede Jerusalem – de kristnes helligste by - for al kristen pilgrimsfærd. Her er det så, at pave Urban II ruster det første korstog i 1095 som svar på århundreders Jihad (hellig krig) ind i den kristne verden, og dermed ser vi, at korstogene ikke var grebet ud af den blå luft. Det var akkurat som briterne forsvarede sig mod tyskernes ”Blitzkrieg” i 1940.

Den amerikanske professor Thomas F. Madden fortæller i sin bog: ”The New Concise History of the Crusades”  fra 2006, at korstogene først blev kendt i den muslimske verden for ca. 100 år siden, indtil da havde korstogene næsten ingen plads i muslimernes egen historieskrivning. Den arabiske historieskrivning fortæller til gengæld om de muslimske krigsherrers indbyrdes krige om magten og erobringerne. Siden islamismens opdukken gennem de sidste årtier er det dog korstogene, der overskygger dette faktum.

Lad det så endeligt være sagt, så der nu er ingen, der misforstår mig; korstogsteologien er en rådden korsteologi! Intet sted i Det Nye Testamente kan der findes belæg for hellig krig, og Jesu kors er den bedste korstogskritik, Han, som ikke lagde kors på sine fjender, men bar det for syndere. Dette er blot et forsøg på at gøre opmærksom på, at historien er længere og langt mere kompliceret end som f.eks. skildret i filmatiseringen af Gillous ”Arn Tempelridderen” eller i Ridley Scotts film ”Kingdom of Heaven”. Hvis jeg derimod skulle anbefale en virkelig god bog ville det derfor blive den ovennævnte professor Thomas F. Maddens bog eller en af den ypperste historiker udi korstogene, dr. Jonathan Riley-Smiths talrige bøger, f.eks. ”Rethinking the Crusades.” Det skal i al fald blive spændende at høre Herbert Pundik behandle emnet i Engholmkirken den 25. November.