Lidt om vielsens historie

Lidt om det, der foregår i kirken om lørdagen og historien bag.

af Martin Corfix

Det er bryllupstid. Bryllupsmesserne har været der, og nu er det bryllupsmagasinerne, der skyder op som paddehatte på bladhylderne. - To tv-stationer lancerer i øjeblikket hver deres bud på en "doku-soap" om, hvorledes det helt rigtige bryllup skal foregå. I et af programmerne kidnappes det kommende brudepar ligefrem, hvor man i det andet følger brud og brudgoms meritter, indtil "D-dagen" oprinder. Personligt bryder jeg mig ikke om, at man udstiller sig på denne måde, men det er jo folks egen private sag, om de vil have udbasuneret deres bryllup mere eller mindre usmageligt. En ting er dog sikkert; den massive mediedækning omkring bryllupper viser bare, at indgåelse af ægteskaber til enhver tid har haft stor betydning i et samfund, der tillægger slægtens beståen en vigtig rolle.

   Og så er der undertegnede, der forud for den store dag får mangen en god snak med brudeparrene, som  har et ønske om, at vielsen skal foregå i kirken og ikke andre steder, netop fordi det betyder noget for dem. Det kan være svært at sætte ord på, og det bliver i så fald min opgave som præst at hjælpe dem med dette.

   Det hænder under samtalen, at vi kommer lidt ind på historien bag kirkebrylluppet. Og mange forbavses, når de erfarer, at vielsen fra i middelalderen at have været et strengt familieanliggende har forandret status til at blive noget officielt og ganske stort - med tv-selskabernes "doku-soaps" i tankerne ville mange måske også sige lidt for showagtigt og plat.

   Indtil reformationen i 1536 foregik ægteskabsstiftelsen som regel i hjemmet, da det betragtedes som en borgerlig handling, hvor kirkens medvirken ikke var fornøden. Trolovelsen var det første led, derpå fulgte sammengivningen, og dermed var de to efter loven rette ægtefolk. Hertil kunne så komme en kirkelig velsignelse, hvis man af sin sognepræst begærede, at han  foran eller i kirken skulle velsigne brudeparret, bede over dem eller endog vie dem. Og her er det, at ordet "bryllup" kommer ind, egentlig "brudeløb": Brud, brudgom og følge gik ("løb") et par dage efter sammengivningen i optog til kirke tidligt om morgenen for at blive velsignet.

   Efter reformationen var det vigtigt for reformatorerne at præcisere ægteskabet som "den ægte stand", hvortil mennesket er bestemt fra Skaberens hånd ifølge 1. Mosebog. Munkenes cølibat, der pristes af pavekirken som en højere livsform stred efter reformatorernes anskuelse direkte mod Guds skabelsesordning og førte til ulykker og fristelser. Altså havde man brug for et vielsesritual, som de nye (- og for manges vedkommende nygifte!) lutherske præster kunne bruge.

  Vores kirkereformator Martin Luther siger, at brylluppet hører til i den verdslige sfære, men på den anden side siger han dog, at "det har Guds ord i sig" og derfor ikke er et menneskeligt påfund. Vielsen er ikke et sakramente i vores lutherske kirke som i den katolske, men det er en del af Guds skabelsesordning, siger Luther.

   I Luthers brudevielsesritual møder Præsten parret foran kirkedøren før gudstjenesten om søndagen. Han har ét centralt spørgsmål til dem, nemlig om de vil have hinanden til mand og kone. Efter parrets "ja" udveksles der ringe og stadig i kirkedøren lægger præsten deres hænder sammen og siger: "Hvad Gud altså har sammenføjet, skal intet menneske adskille" (Matt. 19,6). Så henvender præsten sig til følget og "taler brudeparret sammen" i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

   Det, der sker foran kirkedøren er den verdslige del, - en juridisk handling, hvor præsten som offentlig person træder i brudens fars eller formynders sted og stadfæster, at brud og brudgom er rette ægtefolk i Treenighedens navn.

   Herefter gik man ind i kirken og fejrede gudstjeneste. Her blev det samtidigt forkyndt, at ægteskabet er en gudvelbehagelig stand, og at det "har Guds ord for sig". Til slut kunne præsten komme med et par formanende ord til ægteparret. En sådan formaningstale kender vi fra en af de første reformatoriske biskopper på Sjælland, Peder Palladius, der om forholdet mellem ægtefolk siger: "Du dannekvinde skulle hellere være død og ligge her udi denne kirkegård, end du skulle fortørne din husbond med et ord af vitterligt mod eller stå ham udi næsen som sennep eller være ham uhørig og ulydig. Det gør ingen dannekvinde. Ægtemand du skal leve med din hustru som et skrøbeligt kar, om hun kan ikke end aldeles være efter dit sind og vilje…Du skal ikke straks blive som en løve eller en djævel udi dit hus med hug og slag; thi des bedre du far med hende, des bedre har du hende".

    Så kort kunne det altså gøres omkring 1540érne. Siden hen har brudevielsesritualet ændret sig. I 70érne og 80érne var det nedgangstid for både den kirkelige og borgerlige vielse. Men i 90érne blev det højeste mode igen, og vi befinder os som sagt midt i den tid, hvor mange siger "ja" til at ville leve sammen i ægteskab.