Lyset skinner i mørket

Kaj Munks drabssted med mindekorset ved Hørbylunde Bakke ved Silkeborg. foto: Søren Bidstrup

Lyset skinner i mørket af sognepræst Martin Corfix

 

Julebudet til dem, der bygge her i mørket og dødens skygge,
det er det lys, som, aldrig slukt, jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave, trøster mildelig mellem grave.

Julebudet i vinterens vånde, det er Gud faders varme ånde,
menneskefaldet til frelse vendt, menneskets adel på ny erkendt,
hjertets ret til at kæmpe og vinde evig slået fast trods hver en fjende.

Julebud under storm og torden melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod, fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen, fred for både i går og i morgen.

Julebudet til dem, der græde, det er vældet til evig glæde.
Glæd dig da kun, du menneskesjæl, stinger end ormen endnu din hæl
Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, løft dit hoved og tak for livet!

(J. Chr. Hostrup 1881 og 1884. Den Danske Salmebog nr. 129)

 

Vi kender ellers teologen og præsten, Jens Christian Hostrup som forfatteren til de folkelige komedier og sangspil, ”Genboerne” og ”Eventyr på Fodrejsen”. Men også Hostrup mødte den store sorg i sit liv, for han mistede 3 af sine 6 børn og kendte til at sidde knuget af sorg i juletiden. Kan vi da her i mørket og dødens skygge mobilisere nogen form for juleglæde i år, når nu ondskaben triumferer i verden? Jeg tænker selvfølgelig på den islamistiske terror i Paris, vi lige igen har oplevet med mange myrdede mennesker. De var gået i byen fredag aften på steder rundt omkring i Paris, der netop afspejler den vestlige livsform, men i islamisternes øjne er udtryk for vantro og dekadence: det nationale fodboldstadion, på barer og restauranter og spillestedet, ”Le Bataclan”, fyldt af unge, livsglade, festende mennesker. Det var den helt almindelige, franske hverdag, det var selve den franske ”Joie de vivre”, som de islamistiske kujoner forsøgte at likvidere.

 

Vi føler med alle ofrenes familier, der denne jul sidder tilbage med knuste liv og dyb sorg, der aldrig forgår.

 

Kan vi da mobilisere et minimum af juleglæde? Det er ikke altid, det går efter vore drømme og juleforventninger. Julen er ikke altid ensbetydende med, at alt går, som man ønsker sig i de små hjem eller for den sags skyld ude i den store verden, og Jesusbarnet i krybben er ikke den himmelske tryllekunstner, der kommer og knipser med fingrene, og så er det hele væk, alt det grimme, alt det, der gør ondt og gør os utrygge. Nej, vi lever stadig i den virkelige verden, men forskellen er, at han nu er hos os i denne verden med sin kærligheds lys. Vi er ikke alene i verden, selvom vi kan føle det sådan en gang imellem. Han er hos os i mørket og har tændt sit kærligheds lys med stjernen over stalden i Betlehem. Mørket er stadig mørke, men det er ikke længere uigennemtrængeligt. For barnet i krybben er hos os i det og rækker os glæden og freden på trods af alt det, der truer i tiden.

”Min fred giver jeg jer, men jeg giver ikke, som verden giver”, siger Jesus. Den fred, Jesus giver drejer sig om hjertets fred,-  lidt i tråd med det, der ligger i Winston Churhills ord, da han talte til det britiske folk i maj 1940, hvor England stod på vippen til at forgå som fri nation, hvis Nazi-Tyskland fik held til at invadere ø-riget: “Det vil koste blod, sved og tårer, men i dag er der fred i vore hjerter!” Chr. Hostrup siger det samme på sin måde: “Julebud under storm og torden melder og giver fred på jorden”. Den hjertets fred, som gør, at vi kan “stride vor strid med mod”, den hjertets fred, der er skænket os, fordi julebudet jo blev til påskebudet med Kristi sejr over døden, og vi kan derfor sige ”fred til at vente på enden god! Højt under medbør og dybt i sorgen, fred for både i går og i morgen”.

Kristentroen forkynder, at vi ikke skal være bange. ”Frygt ikke!” sagde englene på marken til hyrderne, da de forkyndte dem den store glæde, at nu var verdens frelser født, og at de ville finde barnet svøbt og liggende i en krybbe i en stald. Dette ”frygt ikke!” lyder igen og igen gennem evangelierne, hvor Jesus forkynder frygtløshed, hvor der ellers virkelig er noget at frygte.

Den frygtløshed må vi mobilisere i kampen mod ondskaben i verden. Vi må aldrig lade os kujonere eller overmande af den men huske på, at ”lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke” – mørkemændene får aldrig bugt med verdens lys, Kristus.

 

Du ved det nok, mit hjerte,
du ved, at Gud er stor;
men stor er og hans fjende,
så tit du det erfór.

 

Velan! så får du kæmpe
og tro trods fald og brud,
at stor er vel Guds fjende,
men større er dog Gud.

(Kaj Munk 1938 Den Danske Salmebog nr. 634)