Modige Martin

Modige Martin af Sognepræst Martin Corfix

Vi fejrer 2017 500 året for reformationens begyndelse med Martin Luthers 95 teser mod afladen som han slog op på slotskirkedøren i Wittenberg den 31. oktober 1517, og det der skete nede i Sachsen skulle også få stor betydning for os i Danmark. Som augustiner munk og præsteordineret i klostret var Martin mere og mere kommet til klarhed over, hvor vildfaren pavekirken var, når den mere anråbte helgener end Kristus, indkasserede penge ved afladsbreve fra bange mennesker, så de kunne slippe for den katolske opfindelse, ”skærsilden”, hvor de ellers fik fortalt, at de ville sidde og pines en rum tid. Tillige havde han erhvervet doktorgraden i teologi, og var blevet ansat som professor i teologi ved universitet i Wittenberg, og snart var han heller ikke munk mere men ude af klostret.

Med principperne ”tilbage til Bibelen”, ”Skriften alene” og ”Kristus alene” var Luther i sine forelæsninger begyndt at pille den katolske lære fra hinanden ved at undersøge, om den hellige skrift i det hele taget understøtter pavekirkens tro, handlinger, regler og indretninger. Det er netop disse tanker fra forelæsningerne, Luther slår op i sine 95 teser i Wittenberg.

Pavekirken reagerede som bekendt ved at blive fornærmet og anklagede Luther for kætteri, og kejser Karl 5 af det Tysk-Romerske Rige indkaldte Luther til forhør på Rigsdagen i Worms i 1521. Frederik den Vise, Kurfyrst af Sachsen, som Luther var undersåt af, havde dog udvirket, at Luther kunne komme til Worms under løfte om frit lejde, ellers var han sikkert endt på det katolske kætterbål.

På rigsdagen var der nemlig fra katolsk side ikke lagt op til en debat men et ufravigeligt krav til Luther om, at han her offentligt skulle trække sine anklager mod paven tilbage og tage afstand fra alle sine skrifter.

Det kom dog til at gå helt anderledes end pavens anklager havde tænkt sig, idet Luther stod fast og sagde, at han kun ville trække sine skrifter tilbage, hvis det med Bibelens ord kunne påvises, at han havde taget fejl i sine anklager mod den katolske kirke, hvorefter han sluttede med de berømte ord: ”Her står jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig, Amen”.

Det har tit slået mig, hvilket mod det krævede, når man som Luther stod der helt alene, en ”whistleblower” oppe imod den mægtige pavekirke. Derfor har Luther altid været min helt, eneren, der uden tanke for sig selv men alene for at frisætte den enkelte kristne fra forestillingen om paven og hele det kirkelige embedsapparats autoritet, og dermed pege på Gud som den eneste autoritet. Han sætter sig op imod et mægtigt magtapparat og vender historien. Hvordan havde man selv handlet i den situation?

Hvordan forvalter vi denne arv som protestanter i dag? Lever vi op til navnet, som paven ”smykkede” os med, protestanter? Måske ikke helt så godt som vi burde. I november vakte det f.eks. forståelig kritik i flere tyske medier, da det kom frem, at lederne af Tysklands to største kirkesamfund, en kardinal og en biskop, under et økumenisk besøg på Tempelbjerget i Jerusalem havde aflagt det kors, som kirkelederne ellers altid bærer om halsen, og det skete efter ønske fra den muslimske vært, en imam. Journalisten Jan Fleischhauer skrev i en klumme i Der Spiegel: ”Hvordan kan man kalde det andet end fornægtelse af troen, når to vigtige repræsentanter af kristendommen på en pilgrimsrejse af respekt for den mulige irritation hos muslimske religiøse ledere tager deres kors af?”,… ”Mange mennesker i kristendommens historie er blevet dræbt og siden helgenkåret eller æret som martyrer, fordi de afviste noget tilsvarende”… ”Kunne man forestille sig, at en fornem muslim ville blive bedt om at fjerne religiøse symboler under et besøg i en tysk kirke?”…”Brushovedet Martin Luther ville formentlig have været så pinlig for de tyske biskopper i dag, at de ville have låst ham inde på hotelværelset under besøget i Jerusalem”.

Som en kommentar til korsunddragelsen kunne man passende sætte Christian Richards påskesalme:

Det er så let at lægge kors på andre,
det er så tungt med korset selv at vandre;
men vil du favne ham (Jesus) i aftenfreden,
så må du følge ham i middagsheden.

Den protestantiske biskop burde selvfølgelig som forbillede have vist sig sin opgave voksen og have sagt, at han som præst ikke kunne tage korset af, fordi det er selve symbolet på kirkens Herre, Jesus Kristus. At tage det af ville være en misforstået respekt, og hvis vi vender den om, hvor er så værternes tolerance, hvis man ikke kan tåle at se Kristi kors?

Men vi skal som ikke så langt væk. Stockholms biskop vil fjerne korset i byens sømandskirke og få tilføjet en pil mod Mekka, så muslimer også kan bede i rummet.

Nogle danske præster og en biskop udtaler, at andre religioner kan føre til Gud, hvor vi jo ellers som kristne tror på, at der kun er én vej til Gud, nemlig gennem ham, der siger om sig selv ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, Jesus Kristus. Ligesom der snart ikke er tal på de imamer, der har medvirket ved bl.a. nytårsgudstjenester, og for altret i domkirken i København læste en imam sidste år et kontroversielt kapitel højt fra Koranen, der netop blandt muslimer opfattes som kristen- og jødefjendtligt! Men hvordan kan det foregå i en kristen kirke, når koranen og religionen islam jo er en direkte modsigelse og fornægtelse af kristentroens grundkerne, Jesu guddommelighed!

Et andet frisk eksempel foregår i skrivende stund i Aarhus, hvor man i domkirken har lukket kirken i tre uger og sat en teatergruppe til at ”befri gudstjenesten”, en event i forbindelse med kulturåret.  ”Kristus alene” sagde Luther, men her erfarer man en gudstjeneste som ifølge arrangørerne alligevel ikke er en gudstjeneste, der bevæger sig væk fra Kristustroen:  En kvindelig imam prædiker og Trosbekendelsen på den Treenige Gud er byttet ud med nye ord om Gud og om, at ”alt er forbundet i en uendelig kærlighedskraft”. At Kristus er Guds enbårne Søn og vor Herre er simpelthen retoucheret bort. Gudstjenesten er befriet fra kristentroen, visket ud, og det flyvske ord, religiøsitet, råder – åbenbart mere i tråd med tidsånden.

At nogle vælger Buddha, Hare Krishna eller Muhammed som den, de anser for deres sandhed med egne templer og huse for tilbedelse, det generer mig selvfølgelig ikke, men som kristen, som teolog og præst er man forpligtet på sin egen konfession, den evangelisk-lutherske. Der må ikke herske tvivl om, hvad folkekirken står for, og vover man ikke at definere forskellen på ens egen tro og de andre religioner, - hvis man ikke som kristen klart definerer sit standpunkt, ”Kristus alene”, som udgangspunktet, så ender man i en meningsløs religionsrelativisme, religionsblanding og den totale forvirring. Derfor undres man over, hvor nogle af den protestantiske kirkefamilies præster og menigheder er på vej hen? Ville den modige Martin mon i dag være så pinlig for visse, at han ikke ville blive inviteret med til festen for det han selv satte i gang for 500 år siden?