Store Bededag

Store Bededag

--------------------------------------------------------------------------------

af Martin Corfix

Fra gammel tid har det været skik at afholde særlige bods- og bededage, hvor man skulle synge og bede for at afværge landeplager såsom pest og krig. Pave Gregor den Store befalede under pestens rasen i Rom, at man skulle gå bodsgang gennem byens gader for at skræmme Den Sorte Død bort. Også i Norden fandtes der sådanne bodstog. De blev kaldt "gangdage" eller "korsbyrd" (korsets bæren), hvor man nedkaldte Guds velsignelse over mark og eng. "Korsbyrd" blev senere kaldt for "bededagen", og især i krisetider opstod der nye bededage. Det var helligdage, men havde ikke ligesom jul, påske og pinse deres udspring i Biblen.

Efterhånden blev det til en mængde bods- og bededage. Kong Christian den Femte og Roskilde bispen Hans Bagger blev derfor som gode protestanter enige om at indskrænke arven efter katolicismen til en enkelt bededag: Den 27. marts 1686 blev 4. fredag efter påske bestemt til at være en sådan "almindelig faste- bods- og bededag". Og den blev siden omdøbt til Store Bededag.

Alt arbejde og handel blev forbudt på denne dag, og det er muligvis derfor skikken med de varme hveder er opstået. Bagerne ville jo gerne have daglønnen hjem og fandt derfor på at bage nogle hvedeknopper på forskud, som kunne varmes hjemme i ovnen. At vi så i dag spiser dem aftenen før St. Bededag, er en af historiens luner