Til frihed har Kristus frigjort os!

Fotoet er taget den 2. maj 1945. Det er uden for Østerport Station. En politimand, der har siddet i KZ-lejr, er vendt hjem med de hvide busser, han møder sin kone og giver hende et længe savnet kys. Der er smil både hos vognstyreren og folkelivet, der bevæger sig forbi i øjeblikket. De glæder sig på de genforenedes vegne. Det er forår, krigen er næsten slut, og snart har man sin frihed igen. Fotoet er for mig ikke kun et hjemkomstfoto, men også et stærkt modbillede på alt det, man havde kæmpet imod i nazismen. Den kamp var netop et udslag for, at den vestlige kultur ikke var naturgiven, og at selv en gammel kulturnation som den tyske pludselig kunne befinde sig i en overlevelseskamp med nazisternes diktatur. En kamp som ”det andet Tyskland, repræsentanterne for Goethe og Schillers hjemland” tabte!
I år fejrer vi 70 året for befrielsen. For mig er det et bittersødt jubilæum, idet mange af de tidsvidner, jeg gennem tiden er kommet til at kende og holde af på forskningsprojektet ”Kirken under besættelsen” og gennem frihedskampens veteraner, er ved at uddø. Det er vemodigt, da de og deres indsats for vores frihed så for eftertiden kun skal rummes i bøgerne om dem.  

Kristendom og frihedsrettigheder
2015 er også 100 året for kvindernes stemmeret, der nok blev hjulpet godt på vej af deres valgbarhed og valgret til menighedsrådene, som de allerede fik i 1903, og det får mig til at tænke på Bibelselskabets fine kampagne, hvor de i 2015 netop står op og kæmper for kvinders rettigheder. Vel og mærket ikke vestlige kvinders men kvinder i de mellemøstlige- og arabiske lande. 
Hvilket igen får mig til at tænke på Paulus citatet fra Galaterbrevet: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”. 
Mange har desværre glemt, at de skylder kristendommen en stor del af deres frihed. For hvis ikke Jesus havde ført til kristendom, så havde vestlige kvinder i dag formentlig ikke have haft mere frihed end kvinder i den islamiske verden. De tidlige kristne gav nemlig kvinderne en helt ny stilling i menigheden og kirkelivet. Man inkluderede dem. Vi trænger nok alle til at få genopfrisket kendskabet til rødderne. I dag tænker vi, at det er en selvfølge, at kvinder og mænd er lige, at vi nyder samvittighedsfrihed, og at vi har frihed til at ytre os og debattere frit. Men hvis vi dykker ned i kilderne, evangelierne, ser vi, at der faktisk for 2000 år siden fandt nogle meget markante stridssamtaler sted mellem Jesus og de skriftkloge og de meget lovtro farisæere, og at disse førte til de samfund med frihedsrettigheder, som vi i dag tager for givne. 

Jesu kamp med de lovtro
Frem for farisærernes nidkære lovoverholdelse gør Jesus gang på gang op med de snærende religiøse love. For som Jesus lærte: Der er ikke noget rent og urent i mad og klæder, for det er ikke det, der går ind i munden, der gør mennesket urent, men det, der går ud af munden, det gør mennesket urent. Renheden kommer fra hjertet og ikke fra, hvad vi putter i munden. Jesus flytter dermed den udvortes religiøse praksis ind i hjertekulen. 
Eller kvinden de lovtro ville stene, hvor Jesus svarede dem: ”Den, der er syndfri, kan jo kaste den første sten”. Så luskede de hjem. Klandret blev han og disciplene for gang på gang ikke at overholde sabbatsbudet, og derfor hører vi i Markusevangeliet, at farisærerne og herodianerne helt i overensstemmelse med Moseloven søgte at slå ham ihjel. Straffen for sabbatsbrud var døden, og han skulle tillige ” udryddes af sin slægt, så slægten ikke kender ham mere, ikke mere husker ham” (2. Mosebog 31,14ff)
Friheden er ikke naturgiven
Apostlen Paulus og oldkirken var klar på, at med Jesus var de jøde- og hedningekristne løst fra den religiøse lov, der styrede alt i menneskelivet, når han i Galaterbrevet skriver: ”Til frihed har Kristus frigjort os. Stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg”! Al udvortes religiøs praksis – skellet mellem rent og urent – flyttes udefra og ind i hjertet. Kristendommen blev på denne måde sekulariserende, dvs. satte gang i den proces, hvor religiøse regler og dominans i samfundet langsomt erstattes af en verdslig, hvor det er de menneskeskabte og ikke religiøse love, der råder.

Af Sognepræst Martin Corfix

I takt med at terroranslag for teokratiske styreformer tager til, og rekruttering til ”islamisk stat” sker helt åbenlyst, er det vigtigt at forstå, at kristendommen har haft en enestående betydning for dannelsen af de frihedsrettigheder, vi hylder her hos os, heriblandt ytringsfriheden, og at den har en historisk DNA-tilknytning til Jesus selv. Men historien lærer os også, at frie mennesker bliver ikke ved med at være frie ret længe, hvis de ikke er villige til at kæmpe for friheden, når andre - det være sig nazisme, kommunisme eller islamo-facisme -  forsøger at tage den fra dem.